Ph.d.-forsvar ved Malene Hentze Hansen

Fredag den 6. marts forsvarer læge ved Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling Malene Hentze Hansen sin ph.d.-afhandling om diagnostiske udfordringer i forbindelse med benign paroksysmal positionel vertigo.

Malene H HansenBenign paroksysmal positionel vertigo (BPPV) er den hyppigste årsag til svimmelhed fra det indre øre. Diagnostiske udfordringer kan føre til forsinket diagnose og dermed forlænget symptomvarighed. Traditionel manuel diagnostik (TMD) er den mest anvendte metode i klinisk praksis, men udførelsen kan påvirkes af variation i undersøgerens teknik samt af patientens evne til at samarbejde. Det er dog fortsat uklart, i hvilket omfang disse kan påvirke det diagnostiske resultat.

Denne ph.d.-afhandling består af tre sammenhængende studier, der alle udspringer af det samme randomiserede, kontrollerede crossover-forsøg gennemført på et universitetshospital. Alle deltagere med mistænkt BPPV gennemgik både TMD og diagnostik ved anvendelse af en mekanisk rotationsstol (MRC) (ved begge metoder blev der anvendt videonystagmografibriller), hvilket gjorde det muligt at sammenligne de to diagnostiske metoder direkte.

Det første studie undersøgte, TMDs evne til at diagnosticere BPPV sammenlignet med MRC-diagnostik. Det andet studie kvantificerede variabilitet og nøjagtighed i hovedets orientering og bevægelse under TMD. Det tredje studie analyserede, hvordan hovedets orientering og bevægelse påvirkede TMDs evne til at påvise BPPV.

Samlet set bidrager afhandlingen med ny viden om styrker og begrænsninger ved TMD sammenlignet med MRC-diagnostik. TMD var velegnet til at identificere posterior kanal BPPV, men havde nedsat sensitivitet ved lateral kanal BPPV og hos patienter med nedsat samarbejdsevne. Resultaterne indikerer, at utilstrækkelig hovedrotation (i krøjeaksen) under Supine Roll-testen kan medføre overset lateral kanal BPPV og understøtter derfor brugen af supplerende rotation af overkroppen eller hele kroppen ved denne test. Afhandlingen tydeliggør samtidig, hvornår MRC kan tilføje yderligere værdi til BPPV-diagnostikken og bidrager dermed optimering af det kliniske forløb for patienter med mistænkt BPPV.

Tid og sted

Ph.d.-forsvaret finder sted fredag den 6. marts, kl. 14.00 i lokale 11.01.032A, AAU SUND, Selma Lagerløfs Vej 249, 9260 Gistrup. Alle interesserede er velkomne.

Vejledere og bedømmelsesudvalg

Vejledere

  • Professor Herman Kingma, PhD, MSc in biophysics
    Department of Clinical Medicine, Aalborg University
    Emeritus Professor, Department of Otorhinolaryngology,
    Head and Neck Surgery, Maastricht University, The Netherlands
  • Associate Professor Dan Dupont Hougaard, MD,
    Department of Clinical Medicine, Aalborg University
    Department of Otolaryngology, Head and Neck Surgery, and Audiology,
    Aalborg University Hospital

Bedømmelsesudvalg

  • Clinical Professor Marianne Tang Severinsen, PhD, MD (chair)
    Aalborg University, Denmark
  • Professor Frederik Kragerup Goplen, PhD, MD
    University of Bergen, Norway
  • Professor Måns Magnusson, PhD, MD
    Rigshospitalet and the Technical University of Denmark, Copenhagen, Denmark