Ph.d.-forsvar ved Nanna Maria Uldall Torp

Fredag den 23. august forsvarer læge ved Klinisk Biokemisk Afdeling, Nanna Maria Uldall Torp sin ph.d.-afhandling om hyperthyroidisme hos gravide i Danmark.

Nanna Maria Uldall TorpDen hyppigste årsag til hyperthyroidisme hos kvinder i den fødedygtige alder i Danmark er Graves’ sygdom (GD), som er en autoimmun sygdom associeret med tilstedeværelsen af thyroideastimulerende hormon-receptor antistoffer (TRAb) i blodet. Ukontrolleret GD hos gravide kan udgøre en risiko for både moderen og barnet. Graviditetsbetinget hyperthyroidisme er en almindelig årsag til hyperthyroidisme hos gravide, og skelnen mellem denne tilstand og GD foregår som oftest ved måling af TRAb i blodet. Disse målinger skelner imidlertid ikke mellem, hvorvidt TRAb er neutrale, stimulerende eller blokerende, da en sådan sondring kun kan udføres ved cellebaserede metoder. Denne skelnen fra GD er afgørende, da graviditetsbetinget hyperthyroidisme er en forbigående tilstand, som i modsætning til GD ikke kræver antithyroid behandling. 

Der er en tæt sammenhæng mellem jodindtagelsen og forekomsten af thyroideasygdom i en befolkning, og afhandlingens artikel I er den første til at undersøge, hvordan forekomsten af hyperthyroidisme hos gravide i Danmark ændrede sig efter indførelsen af obligatorisk jodberigelse. 

I afhandlingens artikel II og III, blev det undersøgt, hvorvidt graviditetsspecifikke grænseværdier for TRAb og cellebaserede målinger af stimulerende TRAb kan bruges til at skelne mellem GD og gestationel hyperthyroidisme i tidlig graviditet i en regional kohorte. 

Afhandlingens artikel IV beskrev etableringen af et landsdækkende multicenterstudie med fortløbende inklusion af gravide med GD og kvinder behandlet med antithyroid medicin i graviditeten, uanset hvilken underliggende årsag der lå til grund for behandlingen. 

Afhandlingens fire artikler bidrager med ny klinisk betydende viden om vigtige aspekter vedrørende forekomst, diagnosticering, overvågning og behandling af hyperthyroidisme i graviditeten.

Tid og sted

Ph.d.-forsvaret afholdes fredag den 23. august kl. 13.00 i Medicinerhusets Auditorium. Alle er velkomne.

Vejledere og bedømmelsesudvalg

Vejledere

  • Clin. Associate Prof. Stine Linding Andersen, MD, PhD, DMSc
  • Department of Clinical Medicine, Aalborg University
  • Department of Clinical Biochemistry, Aalborg University

Bedømmelsesudvalg

  • Prof. Helle Damgaard Zacho, MD, PhD, DMSc (chair), Aalborg University, Denmark
  • Associate Prof. Ulla Kampmann Opstrup, MD, PhD, Aarhus University, Denmark
  • Prof. Helena Filipsson Nyström, MD, PhD, University of Gothenburg, Sweden
 

Opdateret