Ph.d.-forsvar ved Nasseh Hashemi

Torsdag den 26. februar forsvarer læge Nasseh Hashemi sin ph.d.-afhandling om brugen af deep learning-modeller til kompetencevurdering i robotassisteret kirurgi.

Nasseh HashemiRobotassisteret kirurgi (RAS) er det seneste fremskridt inden for minimal invasiv kirurgi og har vist at reducere peri- og postoperative komplikationer. Kirurgiske resultater afhænger dog fortsat af kirurgens kompetencer, hvilket understreger behovet for effektiv kompetencevurdering.

Kirurgisk kompetencevurdering baserer sig primært på ekspertvurderinger, som er ressourcekrævende og ofte inkonsistente. Automatiseret kompetencevurdering baseret på kunstig intelligens (AI) og underfeltet deep learning (DL) tilbyder et alternativ til de eksisterende kompetence-protokoller.

Nasseh Hashemis ph.d.-afhandling har til formål at demonstrere effektiviteten af DL-modeller til automatiseret, videobaseret kirurgisk kompetencevurdering. Data blev prospektivt indsamlet og anvendt i tre originale forskningsartikler, som undersøgte indsamling, forberedelse og anvendelse af RAS-videodata i DL-modeller anvendt i både wet-lab og kliniske settings.

Resultaterne demonstrerede, gennem udviklingen og anvendelsen af en standardiseret open-source-metode til dataindsamling samt et CNN-LSTM-netværk, at det er muligt og effektivt at anvende DL til automatiseret handlingsgenkendelse og kompetencevurdering i RAS på tværs af forskellige kirurgiske procedurer. Især anvendelsen af transfer learning muliggjorde effektiv tilpasning af prætrænede modeller til begrænset klinisk data samtidig med, at træningskravene blev reduceret. Disse resultater understøtter implementeringen og anvendelsen af AI-modeller til kirurgisk kompetencevurdering og tilbyder et skalerbart og objektivt alternativ til traditionelle ekspertbaserede vurderinger i klinisk RAS-uddannelse og praksis.

Tid og sted

Ph.d.-forsvaret finder sted torsdag den 26. februar kl. 15.00 i auditorie A, Forskningens Hus, Sdr. Skovvej 15. Alle interesserede er velkomne.

Vejledere og bedømmelsesudvalg

Vejledere

  • Professor Sten Rasmussen, MD, PhD (Main), Aalborg University Hospital, Denmark
  • Professor Martin G. Tolsgaard, MD, PhD, DMSc, Copenhagen University, Denmark
  • Clin. Assoc. Professor Mikkel L. Friis, MD, Aalborg University Hospital, Denmark

Bedømmelsesudvalg

  • Professor Benedict Kjærgaard, MD, DMSc (Chair), Aalborg University, Denmark
  • Professor Jeanett Strandbygaard, MD, PhD, Copenhagen University, Denmark
  • Professor Teodor Grantcharov, MD, PhD, Stanford University, USA