Ny ansøgningsrunde til Den Strategiske Forskningspulje

Der er nu igen mulighed for at søge støtte fra Den Strategiske Forskningspulje. Der kan søges støtte til projektmodning af de gode idéer samt karriereudvikling og strategiske indsatser.

Den Strategiske Forskningspulje er etableret som led i en omlægning af de regionale forskningsmidler og skal understøtte Region Nordjyllands forsknings- og innovationsstrategi. Puljen har til formål at styrke Aalborg UH’s funktion som universitetshospital – blandt andet ved at understøtte udvikling, fastholdelse og hjemtagning af højt specialiserede funktioner.

Den aktuelle ansøgningsrunde omfatter spor 1 – projektmodning af de gode idéer og spor 3 – karriereudvikling og strategiske indsatser. Ansøgningsfristen for spor 3 er 6. februar 2026 kl. 10.00, mens fristen for spor 1 er 20. februar 2026 kl. 10.00.

Kort om spor 1 og spor 3

Spor 1: Projektmodning af de gode forskningsidéer

Spor 1 støtter de tidlige faser af forskningsprojekter, herunder:

  • Pilotprojekter og indledende kliniske studier på vej mod større fondsansøgninger (op til 150.000 kr.)
  • Delvis finansiering af løn til ph.d.-studerende i forbindelse med fondsansøgning (op til seks måneders løn, max 350.000 kr.)

Ansøgningsfristen er 20. februar kl. 10.00

Spor 3: Karriereudvikling og strategiske indsatser

Spor 3 har fokus på langsigtet opbygning af forskningskompetencer og strategiske satsninger og omfatter:

  • Ph.d.- og postdoc-finansiering (op til henholdsvis tre og to år)
  • Delestillinger til postdocs med fokus på talentrekruttering og professormodning

Ansøgningsfristen er 6. februar kl. 10.00.

Brug opdaterede ansøgningsskemaer

I forbindelse med denne ansøgningsrunde er der foretaget justeringer i både opslag og ansøgningsskemaer. Det er derfor vigtigt, at der anvendes de korrekte og opdaterede ansøgningsskemaer, som findes på Personalenet under Strategiske forskningspulje.

Yderligere oplysninger

Alle forskningsansvarlige for specialer og forskningscentre på Aalborg UH kan søge puljen. Der kan dog kun indsendes én ansøgning pr. speciale/forskningscenter pr. spor pr. ansøgningsrunde.

Læs mere om Den Strategiske Forskningspulje – herunder opslag, ansøgningsskemaer og vejledninger – på Personalenet.