Støtte til opfindsomme klinikere
REPAIR
Kroniske diabetiske fodsår er et voksede problem. De heler langsomt, er infektionstruede og kan føre til amputationer. Derudover er behandlingen dyr og store mængder udløbne blodplade-koncentrater går ofte til spilde.
I projektet REPAIR vil forskerne genanvende udløbne blodpladekoncentrater – som normalt kasseres efter syv dages opbevaring i blodbanker – til at udvikle en bedre behandling af diabetiske fodsår.
De nuværende behandlinger har begrænset regenerativ effekt. Denne løsning har potentiale til at reducere inflammation og understøtte vævsreparationen, hvilket kan fremskynde heling, mindske indlæggelsestid og forebygge komplikationer.
Projektansvarlig: Læge ved Klinisk Immunologi Sofie Bech Buus.
Exhaled Breath Collector
Ved akutte tilstande som stroke og blodpropper i lungerne er hurtig behandling afgørende, da forsinkelser i diagnostik og behandling medfører dårligere kliniske resultater.
I projektet udvikler og afprøver forskerne en håndholdt enhed, der opsamler proteiner fra udåndingsluft via et filter, da disse kan anvendes som biomarkør for tidlig diagnose af pulmonale kredsløbsforstyrrelser og slagtilfælde.
Målet er, at løsningen skal reducere tiden til diagnose og korrekt behandling, muligvis allerede i præhospitalt regi sådan, at behandlingen kan starte før patientens ankomst til hospitalet.
Projektansvarlig: Overlæge ved Afdeling for Blodsygdomme Inger Lise Gade.
Om BETA.HEALTH
BETA.HEALTH er et nationalt pilotprogram for at accelerere hospitalsbaseret innovation i Danmark. Det blev etableret som svar på et voksende behov: Selvom mange idéer opstår på hospitalerne, får kun få den støtte og ekspertise, der skal til for at lykkes.
Programmet er finansieret af Novo Nordisk Fonden og støttet af Danmarks fem universitetshospitaler og regionale partnere. Det giver sundhedsprofessionelle og forskere en dedikeret vej til at omsætte idéer til validerede og skalerbare løsninger.
Siden 2022 har BETA. HEALTH modtaget over 500 ansøgninger fra alle fem danske regioner og mere end 25 forskellige sundhedsinstitutioner. I alt har 112 projekter fået støtte i form af bevillinger, målrettet mentorforløb og adgang til programmets acceleratorforløb.
Næste ansøgningsrunde åbner den 1. december 2025 – se https://www.betahealth.dk/apply for nærmere information.