DFF giver 5.8 mio. kr. til psykiatriforskning
Det er professor og ledende overlæge ved Almenpsykiatrisk Afdeling, Syd, René Ernst Nielsen, som har modtaget en bevilling på 5.816.705 kr. til projektet, der skal forbedre behandlingen af PTSD, da de eksisterende behandlingstilbud til PTSD desværre har begrænset effekt.
Forskning peger imidlertid på, at MDMA-assisteret terapi har potentiale til at øge den eksisterende behandlingseffekt, men det er endnu uvist, hvilke hvilke komponenter i tilgangen, der er de virksomme.
René Ernst Nielsen vil derfor undersøge, hvor meget psykoterapi betyder for behandlingseffekten i den lovende MDMA-assisterede behandling.
I et randomiseret kontrolleret forsøg fordeles 80 deltagere (18-50 år, PTSD < 10 år) til to lige store grupper: 1) MDMA + terapeutstyret traumebearbejdning eller 2) MDMA + musikledsaget afslapning uden psykoterapi. Alle deltagere får tre MDMA-sessioner (80 mg i første session, 120 mg de to næste sessioner, + halv booster efter 90-120 min) samt forberedende- og integrerende samtaler; kun gruppe 1 arbejder aktivt med traumeminder.
Hovedmålet er ændring i PTSD-sværhedsgrad (CAPS-5) otte uger efter start; Herudover undersøges livskvalitet, rusmiddelbrug, selvmordstanker og funktionsniveau op til seks måneder og suppleres af interviews om oplevelser og forventninger.
Om uddelingen
’Psykiatriforskning’ er ét blandt de 12 politisk fastsatte temaer, som Danmarks Frie Forskningsfond skal uddele midler til i 2025. Ved årets uddeling har fonden modtaget 165 ansøgninger, og der er uddelt midler til 29 projekter. Samlet er der støttet med 148,6 mio. kr.
De nye forskningsprojekter skal styrke de faglige miljøer på tværs af det samlede psykiatriområde og bidrage til bedre forebyggelse og behandling af psykiske lidelser.
Se alle de støttede projekter her.