Ph.d.-forsvar ved Lee-Ann Marie Clegg

Fredag den 24. oktober forsvarer civilingeniør ved Klinisk Immunologisk Afdeling, Lee-Ann Marie Clegg sin ph.d.-afhandling omhandlende udvikling af en bærbar, blodbaseret præhospital-diagnostisk enhed, der muliggør hurtige og informerede beslutninger om både behandlingsstrategi og valg af behandlingssted i forbindelse med patienter med akut slagtilfælde.

Lee-Ann CleggEn tidlig og nøjagtig diagnose af slagtilfælde er essentiel for at forebygge alvorlige senfølger og forbedre patientens langtidsprognose. I dag må patienter afvente hospitalsdiagnose for at fastslå typen af slagtilfælde, enten akut iskæmisk slagtilfælde (AIS) eller intracerebral blødning (ICH), hvilket øger risikoen for yderligere infarktudvikling.

Ved at udnytte EV Array-teknologien, som er veletableret i Klinisk Immunologisk Afdeling ved Aalborg Universitetshospital, har Lee-Ann Marie Clegg og hendes forskerkollegaer identificeret et panel af biomarkører på ekstracellulære vesikler (EV’er), der kan skelne mellem ingen slagtilfælde, AIS og ICH. Som led i denne identifikation blev alle EV Array-data integreret i AI-modeller med det formål at finde distinkte biomarkører, der tydeligt differentierer blodprøver fra AIS- og ICH-patienter.

På baggrund af disse biomarkører kan en ny antistofteknologi (Quenchbodies), med høj affinitet for de identificerede biomarkører, udvikles og integreres i et mikroarray-setup, der muliggør mere sensitiv og specifik detektion af EV’er. Dette setup vil blive indlejret i en diagnostisk enhed til brug i ambulancer og muliggøre ultra-tidlig differentiering af slagtilfældetyper.

Blodprøverne, der er anvendt i projektet, stammer fra akutte slagtilfældepatienter, som deltog i RESIST-projektet, udført i Aarhus. RESIST omfatter cirka 1.500 patienter og blev ledet af Rolf Ankerlund Blauenfeldt, MD, Ph.d., fra Neurologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Ved at muliggøre en præcis og hurtig diagnose allerede i det præhospitale forløb, sigter denne innovation mod at øge chancen for overlevelse og reducere risikoen for varige mén hos patienter med slagtilfælde.

Tid og sted

Ph.d.-forsvaret afholdes fredag den 24. oktober kl. 13.00 på Aalborg Universitet, SUND, Selma Lagerløfsvej 249 i lokale 11.01.032A+B. Alle interesserede er velkomne.

Vejledere og bedømmelsesudvalg

Vejledere

  • Associated Professor Malene Møller Jørgensen (Hovedvejleder)
    Department of Clinical Immunology, Aalborg University Hospital, Department of Clinical Medicine, Aalborg University, Denmark
  • Professor Peter Kristensen, 
    Department of Chemistry and Bioscience, Aalborg University, Denmark

Bedømmelsesudvalg

  • Associate Professor Tue Bjerg Bennike (formand)
    Aalborg University, Denmark
  • Associate Professor Michael Mazya
    Karolinska University Hospital, Sweden
  • Professor An Hendrix,
    University of Gent, Belgium