Pris til talentfuld ung forsker

Nicklas H. Rasmussen er postdoc med speciale i fald og knoglebrud i relation til diabetes. Hertil er han speciallæge i endokrinologi på Aalborg Universitetshospital samt lektor ved Aalborg Universitet. Han er postdoc ved Steno Diabetes Center North Denmark med en bevilling fra Danish Diabetes and Endocrine Academy (DDEA).
Nicklas H. Rasmussens forskning fokuserer på at undersøge sammenhængen mellem knoglehelbred, faldhændelser og diabetes. Et felt, han har bidraget væsentligt til, og som har resulteret i foreløbig 17 publikationer, hvoraf de fleste er som førsteforfatter.
Nicklas H. Rasmussen har medvirket i adskillige danske medier, hvor han formidler sin forskning, og har også præsenteret ved forskellige konferencer, såsom European Association for the Study of Diabetes (EASD) Annual Meeting og World Congress on Osteoporosis, Osteoarthritis and Musculoskeletal Diseases (WCO-IOF-ESCEA).
- Jeg havde aldrig forestillet mig at skulle modtage en sådan pris, fordi jeg ved, hvor mange talentfulde forskere, der er inden for feltet. Så det kom som en overraskelse, og jeg er virkelig beæret. En pris som denne løfter blot mine ambitioner og passion for forskning yderligere, udtaler Nicklas H. Rasmussen.
Publiceret af
Kommunikationskonsulent