En dag med masser af udvikling

180 medarbejdere fra Fysio- og Ergoterapiafdelingen var onsdag den 30. november samlet til forsknings- og udviklingsdag.

Forsknings- og udviklingsdag i Fysio- og Ergoterapiafdelingen.

Det er første gang, at Fysio- og Ergoterapiafdelingen er samlet til en eftermiddag, hvor medarbejderne deler resultater og erfaringer fra igangværende og afsluttede udviklings- og forskningsprojekter med hinanden. Det tætpakkede program bød på ikke færre end 30 præsentationer og 2 workshops.

- Det er virkelig glædeligt, at så mange medarbejdere fra vores matrikler prioriterer en dag som denne, hvor den faglige udvikling er i højsædet. Det vidner om en bred interesse for at mødes med sine kollegaer og blive opdateret omkring de projekter, der finder sted, fortæller forskningsansvarlig fysioterapeut Thorvaldur Skúli Pálsson.

Han lægger ikke skjul på, at et formål med dagen også er at skabe grobund for, at flere af afdelingens mange udviklingsaktiviteter løftes til egentlige videnskabelige forskningsprojekter.

- En dag som denne er også en anledning til, at dem, der arbejder med forskning eller har forskningsmæssig interesse, bliver inspireret til at gå sammen med de kollegaer, der måske bare har en god idé, men måske ikke selv lysten eller erfaringen til at gå forskningsvejen alene.

Fra udvikling til forskning til fast tilbud

Ergoterapeut Helle Puggaard er én af dem, der præsenterede et projekt, som har potentiale til at blive videreført i et forskningsprojekt. Siden januar har hun og en række en række terapeutkollegaer fra håndkirurgisk team kørt et forløb, der skal forebygge behov for langvarige genoptræningsforløb efter en svær klemskade i hånden.

- Kommer man ind på skadestuen med et klemtraume på hånden, bliver man oftest sendt hjem, når lægen har konstateret, at der ikke er en fraktur eller andet behandlingskrævende. Men tidligere så vi, at en del af patienterne blev henvist til os flere uger senere med smerter, hævelse og nedsat funktion. Det ville vi gerne se, om vi kunne ændre med en tidligere, forebyggende indsats, fortæller hun.

I projektet har hun og kollegaerne ringet til alle patienter med et klemtraume i hånden 3-5 dage efter deres besøg på en af regionens skadestuer. 

- Vi laver en telefonscreening og hører, hvordan det går, og giver råd og vejledning om, hvordan de kan genoptræne med hånden, siger Helle Puggaard.

I projektperioden ringede de til 101 patienter – og 28 har efterfølgende været forbi Fysio- og Ergoterapiafdelingen til et nærmere tjek. Af dem har kun 5 haft brug for genoptræning. Og det er en succes, fortæller Helle Puggaard:

- Vores vurdering er, at langt flere ville have haft brug for et langvarigt genoptræningsforløb, hvis ikke der havde været en tidlig indsats.

Hun kunne godt se, at den vurdering blev efterprøvet i et egentligt forskningsprojekt - for en vurdering er ikke nok, hvis indsatsen skal blive et fast tilbud.

- Vi er nødt til at vide med sikkerhed, om vi gør en forskel, og hvilke patienter vi skal være særlig opmærksomme på. Det er bestemt et område, der vil være relevant at forske i, da det har en økonomisk og ressourcemæssig betydning i vores system, siger Helle Puggaard. 

Udviklingsdag med udviklingspotentiale

Thorvaldur Skúli Pálsson har allerede overvejelser om at gentage og måske forbedre den netop afholdte forsknings- og udviklingsdag.

- Arrangementet har været en rigtig stor succes, og vores overvejelser går allerede nu på, om det fremover kun skal være én dag om året, hvor vi alle samles, eller om vi i stedet skal afholde flere kortere og mere emneafgrænsede møder på de forskellige matrikler. Én ting er i hvert fald sikkert: Interessen for faglig udvikling i begge specialer (fysioterapi og ergoterapi) er stor – og det er vi meget glade for og stolte over, slutter han.