Doktor med forstand på knæsmerter hos børn

Fredag den 1. juli forsvarede professor og fysioterapeut Michael Skovdal Rathleff fra Fysio- og Ergoterapiafdelingen sin doktorafhandling om bedre forståelse og behandling af langvarige knæsmerter hos børn.

Igennem de sidste 10 år har Michael Skovdal Rathleff udført en række studier, som har øget forståelsen af langvarige knæsmerter (patellofemorale smerter) hos børn og unge.

Han har fundet ud af, at langvarige knæsmerter rammer 6-7 % af alle unge i alderen 10-19, og at én ud af fire fortsat har smerter efter 5 år.

Derudover har han gennem sin forskning fundet en ny metode, hvorpå man i fremtiden kan blive bedre til at hjælpe børn med langvarige knæsmerter.

Michael Skovdal Rathleffs doktorafhandling består af 9 artikler, som er baseret på data indsamlet i løbet af en 10 års periode. Formålet med disputatsen var at beskrive gruppen af unge med patellofemorale smerter gennem et bio-psyko-socialt perspektiv, beskrive, udvikle og teste aldersspecifik behandling samt beskrive prognosen for patellofemorale smerter hos unge.