Ny professor i klinisk genetik

Læge ved Klinisk Genetisk Afdeling, Anja Lisbeth Frederiksen er tiltrådt som klinisk professor ved Klinisk Genetisk Afdeling og Klinisk Institut, Aalborg Universitet.

Anja Lisbeth FrederiksenAnja Lisbeth Frederiksen er speciallæge i klinisk genetik med særlig interesse i arvelige hormonsygdomme og mitokondriesygdomme.

Anjas forskning i disse sjældne arvelige genetisk betingede tilstande sigter mod at opnå større forståelse af geners bidrag til udvikling og variation i sygdom - en viden der kan målrette behandlingen af patienter med sjældne sygdomme. Forskning i genetiske sygdomme udbygger derudover også vores forståelse af grundlæggende sygdomsmekanismer, hvilket skaber fundament for forebyggelse og udvikling af behandling af hyppigt forekommende sygdomme som fx diabetes og knogleskørhed. Aktuelt foretages bl.a. studier af mitokondriesygdommes betydning for knoglestyrke.

En del af projekterne bygger på tværdisciplinære forskningssamarbejder med andre specialer. Aktuelt er et nyt ph.d.-studie om nerve-regulering af mavetarmsystemets bevægelse hos patienter med mitokondriesygdom netop påbegyndt.

Efter endt studentereksamen fra Slagelse Gymnasium, tog Anja Lisbeth Frederiksen i 1998 embedseksamen i medicin ved Syddansk Universitet. Under sit ph.d.-studie på Endokrinologisk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg, der omhandlende diabetespatienter med mitokondriesygdom, opstod interessen for genetik, og hun blev i 2013 speciallæge i klinisk genetik. Under sin uddannelse i klinisk genetik arbejdede hun bl.a. på Klinisk Genetisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, da afdelingen blev etableret i 2009, og vendte tilbage til en stilling som overlæge og seniorforsker i november 2019.

Tiltrædelsen som klinisk professor er sket pr. 1. november 2021.