Folkeuniversitetet efterlyser undervisere

Har du lyst til at formidle din forskning og viden for et nysgerrigt og engageret publikum, så er Folkeuniversitetet en mulighed for dig. Folkeuniversitetet efterlyser aktuel forskning og ny viden om spændende og aktuelle sundhedsfaglige emner.

Typer af undervisning

Der er stor interesse for viden om sundhedsfaglige emner og din forskning og viden vil ofte være oplagt at præsentere for et bredere publikum. 

Undervisningen kan være i form af enkelstående foredrag eller længerevarende undervisningsforløb, dag eller aftentimer. Og selvfølgelig er online-undervisning også en mulighed. Typisk bruges programmet Zoom til denne type af undervisning. 

I mange tilfælde vil det være til gavn for både dig selv, hospitalet og det omgivende samfund at få præsenteret noget af den store mængde af forskning og viden, som du og andre forskere / fagpersoner på Hospitalerne i Region Nordjylland ligger inde med. 

Hvad er Folkeuniversitetet?

Folkeuniversitetet er en levende institution under Kulturministeriet. Formålet med Folkeuniversitetet er, som det så smukt hedder: ”...gennem folkeoplysende undervisnings- og foredragsvirksomhed at udbrede kendskabet til forskningens metoder og resultater samt fremme demokratiforståelsen og det aktive medborgerskab”.

Dette gør vi ved at udbyde en lang række kurser, foredrag, fyraftensmøder, temadage, rejser m.m. for et bredt publikum.

Folkeuniversitetet i Aalborg lancerer et nyt program to gange årligt i hhv. januar og august måned. Programmet markedsføres bl.a. via www.fuaalborg.dk og diverse sociale medier

Derudover trykkes et papirprogram som husstandsomdeles i hele stor-Aalborg, dele af Nordjylland, samt lægges frem på en række uddannelses- og kulturinstitutioner, gymnasier, biblioteker, caféer m.v.

Folkeuniversitetet har afdelinger i hele Danmark og Folkeuniversitetet i Aalborg er gerne behjælpelig med kontakt til andre af landets folkeuniversiteter, hvis du vil have din forskning og viden endnu bredere ud. 

Honorar

Du får selvfølgelig honorar for din undervisning. Honorarsatsen ligger normalt på kr. 2.198 for en 2-timers undervisningsseance.

Vi dækker også gerne udgifter til transport og eventuel overnatning ifm. undervisningen. 

For yderligere oplysninger

Kan du se en fordel i at undervise ved Folkeuniversitetet, er du meget velkommen til at skrive til info@fuaalborg.dk eller ringe på tlf. 98 16 75 00. Du kan også besøge hjemmesiden fuaaalborg.dk