Formidl din forskning til videbegærlige borgere

Har du lyst til at formidle din forskning til videbegærlige borgere? Så er det nu, du skal tilmelde dig årets "Bestil en Forsker"-arrangementer under Forskningens Døgn, som i år løber af stablen i online-format i dagene den 23.-29. april.

Bestil en Forsker er et initiativ under Forskningens Døgn, der er en årlig tilbagevendende videnskabsfestival, der arrangeres af Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Bestil en Forsker havde i 2019 over 27.000 deltagere, 672 afholdte foredrag og 242 deltagende forskere.

COVID-19 og webinar

I 2021 er der ændret lidt i Forskningens Døgns formater. I 2021 vil dit foredrag derfor kun kunne tilbydes digitalt. Det er til gengæld en mulighed for at stille din viden og ekspertise til rådighed for borgere, der ikke lige bor i dit nærområde.

Hvorfor bør jeg deltage i Bestil en Forsker?

Bestil en Forsker er et landsdækkende initiativ, der danner mødesteder for forskere og interesserede borgere. Som forsker får du en unik mulighed for at formidle viden om dit felt til nye målgrupper og gå i dialog med borgere rundt om i landet – en dialog, der kan være med til at fremme forskningens omdømme i Danmark.

Tilmeld dig senest 22. februar

Alle forskere kan deltage i Bestil en Forsker. Du opretter en foredragsbeskrivelse (ca. 130 ord) på Forskningens Døgns hjemmeside, vælger, hvor og hvornår, du har mulighed for at holde foredraget og uploader et billede. Når dit foredrag er blevet godkendt af sekretariatet, modtager du et link til foredraget, hvor du kan tjekke, om alle oplysninger er korrekte. Hvis du har lyst til at deltage, er tilmeldingen åben frem til 22. februar 2021 men jo tidligere, du tilmelder dig, jo bedre mulighed har Forskningens Døgn-sekretariatet for at promovere dit foredrag.

Du bestemmer selv i hvilket omfang, du vil deltage

Det forventes selvfølgelig ikke, at du kan stille op på alle tider af døgnet hele ugen. Selvom du blot har tid én enkelt aften under Forskningens Døgn, så vil Forskningens Døgn-sekretariatet stadig rigtig gerne have dig med. Du bestemmer helt selv hvilke dage og hvilke tidspunkter på dagen, du har mulighed.

Hvem kan bestille en forsker?

Alle kan invitere dig til at komme og holde dit foredrag. Det kan være folkeskolelæreren, bibliotekaren eller en virksomhed, der finder dit foredrag særlig interessant. Der gives garanti for minimum 20 tilhørere.

Tip Kommunikation, hvis du deltager

Hvis du stiller op til Bestil en Forsker, må du meget gerne tippe Kommunikationsfunktionen på Aalborg UH på pfj@rn.dk