10 millioner kroner til forskning i stofskiftesygdomme hos gravide

Læge Stine Linding Andersen har modtaget den prestigefyldte bevilling "Excellence Emerging Investigator Grant – Endocrinology & Metabolism 2020" fra Novo Nordisk Fonden til sin forskning i forstyrrelser i stofskiftet hos gravide og deres betydning for barnets udvikling.

Stine Linding AndersenLæge, ph.d., dr.med. Stine Linding Andersen fra Klinisk Biokemisk Afdeling, Aalborg UH og Klinisk Institut, AAU vil med bevillingen bygge videre på sin tidligere og nuværende forskning inden for stofskiftesygdom – såkaldt thyroidea sygdom – hos gravide.

Det er afgørende for fosterets udvikling, særligt den tidlige hjerneudvikling, at den rette mængde thyroidea hormon er til stede på det rette tidspunkt. Derfor undersøger Stine Linding Andersen, om man ud fra en blodprøve i tidlig graviditet kan finde og efterfølgende behandle uerkendte svære forstyrrelser i thyroidea funktionen hos gravide.

- Jeg håber, at vi med dette store projekt kan opnå ny viden om thyroidea sygdom hos gravide, og hvordan det bedst håndteres i klinisk praksis – herunder viden om, hvornår og hvordan forstyrrelser i thyroidea funktionen hos gravide bør diagnosticeres og behandles, siger Stine Linding Andersen.

Med bevillingen etablerer Stine Linding Andersen en forskergruppe, som skal være med til at øge forskningen inden for området.

Det bevilgede beløb fra Novo Nordisk Fonden er på 9.997.701 kr., der gives over en 5-årig periode.