Tandbørsteforskning i BMJ

Anbefaling om systematisk mundhygiejne før en operation kan halvere antallet af patienter, der efterfølgende skal have antibiotika. Sådan lyder konklusionen på det implementeringsstudie, som projektsygeplejerske Anita Tracey afsluttede sidste år. Resultaterne er netop bragt i det velanskrevne BMJ Open Quality.
Artiklen ”Preoperative oral hygiene recommandation before open-heart surgery: patients’ adherence and reduction of infections: a quality improvement study” gengiver resultaterne fra et implementeringsstudie, som blev gennemført på Aalborg UH i perioden 1. april 2015 – 31. marts 2017. 

I studiet blev patienter til elektiv hjerteoperation på Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling anbefalet at udføre systematisk mundhygiejne, før de skulle opereres – for at undersøge, om man ved at følge de kliniske retningslinjer for mundhygiejne kunne reducere behov for antibiotika hos disse patienter.

- At medinddrage patienterne i aktiv værdiskabelse og i at overholde gældende retningslinjer italesættes dagligt på hospitalet. Dette projekt gav værdi for patienterne i form af overholdelse af gældende anbefalinger, da hele 86,9% udførte systematisk mundhygiejne inden elektiv hjerteoperation. Og patienterne var glade for selv at kunne gøre noget inden operationen, fortæller projektsygeplejerske Anita Tracey, der er én af forfatterne bag studiet.

Projektets resultater er for nyligt blevet publiceret som videnskabelig artikel i BMJ, Open Quality – et af de førende tidsskrifter inden for publicering af studier om klinisk implementering og kvalitetssikring.

- Det er fantastisk at få artiklen optaget i BMJ. Det er en god platform til at synliggøre resultaterne for en bred målgruppe. Måske kan andre anvende viden fra projektet og blive inspireret til at arbejde med mundhygiejne og lignende projekter med at implementere kliniske retningslinjer i den daglige praksis, siger Anita Tracey.

Projektet er udført som samarbejde mellem Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling, Region Nordjylland og Center for Kliniske Retningslinjer, Region Nordjylland og med støtte fra Sundhedsministeriet.