60 mio. kr. til nyreforskning

Augustinus Fonden har afsat 20 mio. kr. om året i tre år målrettet forskning i nyresygdomme. Første ansøgningsrunde løber frem til 17. juni.

Nyreforskningspuljen er på 20 mio. kr. pr. år i perioden 2019 – 2021. Puljen opslås en gang årligt, første gang primo april 2019. Ansøgningsfristen er 17. juni 2019 kl. 12.00. De indkomne ansøgninger vil blive vurderet af et eksternt bedømmelsesudvalg, der indstiller en prioritering af de afsatte midler til Augustinus Fondens bestyrelse.

Puljen rummer mulighed for støtte til projekter i relation til:

  • Årsager
  • Diagnostik
  • Behandling
  • Komplikationer

Såvel kliniske- og eksperimentelle studier som epidemiologiske undersøgelser kan støttes.

Det er målet at støtte projekter og forskning af højeste kvalitet. I vurderingen af de indkomne ansøgninger vil der blive lagt vægt på:

  • Videnskabeligt indhold
  • Forskningshøjde
  • Gennemførlighed
  • Klinisk/samfundsmæssigt potentiale på kortere og længere sigt.

Ansøgere kan søge om støtte fra 1 million kroner, men fonden opfordrer til ansøgninger i større samlede projekter med en beløbsramme på 3-5 millioner kroner til en 3-5 års projektperiode. Ansøgninger under 1 millioner kroner tages ikke i betragtning.

Bedømmelsesudvalg

Fonden har nedsat et udvalg bestående af en gruppe højt profilerede danske forskere med bred ekspertviden inden for nefrologisk klinik og forskning og med stor indsigt i det nationale som
internationale forskningsområde.

Bedømmelsesudvalget består af:

  • Bo Feldt-Rasmussen (formand i 2019), professor, dr.med., Rigshospitalet og Københavns Universitet, København
  • Bente Jespersen, professor, dr.med., Klinisk Institut, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, Skejby, Aarhus
  • Anne-Lise Kamper, overlæge, dr.med., Rigshospitalet, København 
  • Henrik Birn, professor, dr.med., Biomedicinsk Institut, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, Skejby, Aarhus
  • Boye Jensen, professor, dr.med., Syddansk Universitet, Odense
  • Jeppe Hagstrup Christensen, professor, dr.med., Aalborg Universitetshospital, Aalborg

Augustinus Fonden bevilgede i 2018 16 mio. kr. til sygdomsforskning inden for en bred vifte af medicinske fagområder.

Ansøgere kan løbende holde sig orienteret på fondens hjemmeside for retningslinjer vedr. ansøgninger, deadlines etc: https://augustinusfonden.dk/ansoegning/

Augustinus Fondens tidligere strategi med mindre beløb til en brede vifte af ansøgninger udfases i løbet af 2019.