Søg Knæk Cancer 2019-midler

Kræftens Bekæmpelse har nu offentliggjort temaerne for Knæk Cancer-midlerne for 2019, og der er sat frister for interessetilkendegivelser på de tre første temaer. Her kan du læse mere om mulighederne.
Den overordnede arbejdstitel for Knæk Cancer 2019 er ’Danmark står sammen mod kræft – og gør en forskel’.  Der arbejdes med 5 temaer der oplås i fri konkurrence. Der er sat ansøgningsfrister på de tre første opslag. De resterende to er der endnu ikke sat frist på, og der fulde opslag er heller ikke offentliggjort.

To danske kræftforskningscentre

Ønsket er at få etableret et forskningscenter, der bidrager med forskningsresultater på højt niveau, som samarbejder mellem alle relevante kræftenheder i Danmark, og som medvirker til at forskningsresultaterne implementeres i de relevante kræftenheder i Danmark.
Der er allerede givet mange foreløbige idéer til et nationalt center – resistent kræft, eksperimentel kirurgi, multisygdom og kræft, patientinddragelse, ældre og kræft – men andre idéer kan også komme i betragtning.

Der afsættes i alt 50 mio. kr. til de to centre og bevillingsperioden er fem år.
Ansøgningsfrist for indsendelse af interessetilkendegivelse er den 1. maj kl. 15.00. Bemærk venligst at det er den potentielle centerleder der skal indsende interessetilkendegivelsen.

Se mere her, hvor det fulde opslag og den konkrete ansøgningsprocedure kan findes.

Unge talentfulde kræftforskere

Der er unge danske kræftforskere, der har et stort potentiale som fremtidens forskningsledere. 2 - 3 unge kræftforskere får mulighed for at opbygge en forskningsgruppe inden for eksperimentel, translationel, klinisk kræftbehandling. Også unge forskere uden en læge/naturvidenskabelig baggrund kan komme i betragtning.

Der afsættes 10 mio. kr. til 2 – 3 unge kræftforskere.
Ansøgningsfrist for indsendelse af interessetilkendegivelse er den 20. juni kl. 15.00. Bemærk at der er krav om at ansøger skal have opnået ph.d.-graden indenfor de seneste otte år.

Se mere her, hvor det fulde opslag og den konkrete ansøgningsprocedure kan findes.

Forskning i personlig forebyggelse

Kræftens Bekæmpelse ønsker at styrke forskning i personlig forebyggelse. Derfor afsættes der midler til at gennemføre originale og ambitiøse projekter, som kan kortlægge risici og give viden om, hvordan samspil mellem genetiske, individuelle og omverdenens betingede faktorer kan gøre forebyggelse, screening og tidlig opsporing mere individuel.

Der afsættes 15 mio. kr.

Ansøgningsfrist for indsendelse af interessetilkendegivelse er den 20. juni kl. 15.00.

Se mere her, hvor det fulde opslag og den konkrete ansøgningsprocedure kan findes.

Ældre og kræft og multisyge og kræft

Forskning vedrørende ældre og kræft:

Risikoen for kræft stiger med alderen. Derfor er det ofte ældre, der får kræft. Ældre er ofte mere svækkede og lider af andre sygdomme og reagerer anderledes på kræftbehandling end yngre kræftpatienter. Det skal afdækkes, hvordan ældre kræftpatienter bedst behandles, og hvordan sundhedsvæsenet kan forbedre indsatsen over for ældre patienter. Der kan både være kliniske forskningsprojekter eller forskningsprojekter, der afdækker forhold omkring ældre kræftpatienter.

Forskning vedrørende multisyge og kræft: 

Mange kræftpatienter har også andre sygdomme, når de får kræft. Det gør kræftbehandlingen vanskeligere – både i forbindelse med at stille diagnosen, selve behandlingen og forløbet efter behandlingen med senfølger m.v. Der er behov for viden om, hvordan man bedst behandler disse patienter og den risiko der er, når patienten får flere slags behandlinger samtidig, og når patienten allerede inden kræftbehandlingen indledes er svækket af anden sygdom. Der kan både være tale om kliniske forskningsprojekter og forskningsprojekter, der systematisk samler op på og sammenligner de resultater, der opnås på forskellige kræftområder i Danmark.

Der afsættes som udgangspunkt 12,5 mio. kr. til hvert af de to temaer. Men de 25 mio. kr. tildeles til forskningsprojekter inden for de to temaer efter kvalitetskriterier. Det forudsættes dog, at begge temaer tilgodeses i rimeligt omfang.

Ansøgningsfrist samt det fulde opslag er endnu ikke offentliggjort, men kan findes her, når det offentliggøres.

Forskning i personlig behandling

Danmark har nogle af verdens bedste sundhedsdata og en stærk og god forskningstradition. Data bør bruges til at gøre behandlingen mere individuel, så den enkelte patient oftere alene får den behandling, der virker hos den enkelte patient.

Der ønskes forskningsprojekter, der udvikler viden og mere individuelle behandlingstilbud.

Der afsættes 15 mio. kr.

Ansøgningsfrist samt det fulde opslag er endnu ikke offentliggjort, men kan findes her, når det offentliggøres.