Dansk-kinesisk samarbejde fortsætter
(Foto: Privat)
Professor ved Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling, Jan Jesper Andreasen var én af drivkræfterne bag den oprindelige samarbejdsaftale med det kinesiske hospital, som påbegyndte i 2011. Begge parter har været så glade for samarbejdet, at aftalen nu er forlænget med yderligere to år.
Den forlængede aftale blev underskrevet i forbindelse med, at Jan Jesper Andreasen var inviteret til Kina for at deltage i fejringen af Ningxia Medical Universitys 60 års jubilæum.
- Vi er ét blandt flere vestlige hospitaler, som kineserne har valgt at samarbejde med. Siden vi startede samarbejdet med dem i 2011, har de gennemgået en enorm udvikling, hvor de på flere områder har overhalet os, og i dag gennemfører operationer på rutinebasis, som vi ikke – eller kun i ringe grad – har erfaring med, siger Jan Jesper Andreasen.
Han fortæller, at det kinesiske hospital sætter stor pris på den danske relation. Der hænger ligefrem billeder af dem på universitets museum, ligesom de optræder på plakater i universitetshospitalets sengeafdelinger.
- Selvom de på flere områder har overhalet os, er de meget loyale og interesserede i at opretholde den gode relation, vi har opbygget. I dag er det os, der kan komme til Kina og lære og træne kirurgiske færdigheder, fortæller Jan Jesper Andreasen, der særligt husker én episode, hvor en dansk patient blev reddet af en ny teknik, de danske læger havde lært af kineserne.
- Hvis man tror, at kineserne er nogle, der cykler rundt i blåt tøj i et tilbagestående land, trænger man til at få opdateret sine antagelser. De er meget professionelle, og udvikler sig enormt hurtigt. Hvis ikke vi gør en indsats for at holde os tæt til dem, kommer vi ikke med i slipstrømmen nu, hvor de er suset forbi os, advarer Jan Jesper Andreasen.
Potentiale i fælles forskningsprojekter
Som hospital i verdens folkerigeste land har kineserne et langt større patientgrundlag end, hvad vi kan præstere i Nordjylland – eller Danmark. Og samarbejdet nu er på et niveau, hvor det kan udnyttes til at gennemføre fælles forskningsprojekter, fortæller Jan Jesper Andreasen:
- I forbindelse med vores sidste besøg satte vi et konkret forskningsprojekt i søen sammen med Claus Graff, som er ingeniør på Aalborg Universitet. Det er først nu, kineserne er gearet til dette, og med det antal operationer, de gennemfører, har vi adgang til et datagrundlag, vi har meget svært ved matche herhjemme. Omvendt er de meget interesserede i at drage nytte af den vestlige forskningstradition og i at samarbejde med os om publikationer.
Samarbejdsaftalen giver desuden mulighed for, at forskere og klinikere fra Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital kan komme på ophold i Kina.
- Det håber jeg, vi bliver bedre til at udnytte. Vi kan sende folk afsted, som kan høste erfaringer med operationer, som vi ikke laver så tit i Aalborg på grund af de færre patienter – og vi kan starte en række fælles forskningsprojekter, siger Jan Jesper Andreasen.
Foruden samarbejdet mellem Aalborg UH og General Hospital of Ningxia Medical University Hospital er der tilsvarende indgået en samarbejde mellem Aalborg Universitet og Ningxia Medical University.
Tidligere på ugen var en gruppe kinesiske medicinstuderende fra Ningxia University på besøg i Aalborg. Her gæstede de blandt andet NordSim, hvor de fik en demonstration af faciliteterne til færdighedstræning på Aalborg UH. (Foto: Lene Pedersen, Kommunikation)
Forfatter
Kommunikationskonsulent