Ph.d.-forsvar ved Morten Mørk

Mandag den 9. april forsvarer ph.d.-studerende ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet og Klinisk Biokemisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, Morten Mørk sin ph.d.-afhandling om ekstracellulære vesikler og deres potentielle rolle i atrieflimren-relateret trombogenicitet.

Atrieflimren er en hyppigt forekommende hjerterytmeforstyrrelse, som øger risikoen for blodpropdannelse i en del af hjertets venstre forkammer kaldet venstre aurikel. En kendt mekanisme bag blodpropdannelsen er nedsat flow af blodet i venstre aurikel, mens øget koncentration i blodet af komponenter, der fremmer blodstørkning er mulige medvirkende årsager. I disse år er der stigende opmærksomhed på såkaldte ekstracellulære vesikler som potentielle medvirkende faktorer til blodstørkning og blodpropdannelse. 

Ekstracellulære vesikler er partikler, der udskilles af forskellige celletyper som led i en række fysiologiske eller sygdomsrelaterede processer. Proteiner i blodet, der i samspil medvirker til blodstørkning, kan komme i kontakt med hinanden på overfladen af ekstracellulære vesikler. Vesiklerne kan desuden i deres membran bære proteinet tissue factor, som er den primære igangsætter af blodets størkning. Måling og karakteristik af ekstracellulære vesikler i blodet er kompliceret på grund af vesiklernes skrøbelighed og forskelligartethed samt tilstedeværelsen af andre blodkomponenter, herunder fedtholdige partikler kaldet lipoproteiner, der kan påvirke målingen. I dette ph.d.-projekt, som omfatter fire studier, evaluerede vi metoder til måling og karakteristik af ekstracellulære vesikler med vægt på lipoproteiners indflydelse på analyseresultatet. Desuden sammenlignede vi niveauerne af en række potentielt blodpropfremkaldende komponenter, herunder tissue factor-bærende ekstracellulære vesikler, i veneblod samt i blod udtrukket fra venstre aurikel i en gruppe patienter med atrieflimren og en kontrolgruppe. 

Forsvaret holdes kl. 16.00 i auditoriet i Forskningens Hus - og alle interesserede er velkomne. 

Vejledere og bedømmelsesudvalg

Hovedvejleder:

  • Professor Søren Risom Kristensen, Aalborg Universitet, Danmark

Medvejledere:

  • Associate professor Shona Pedersen, Aalborg Universitet, Danmark
  • Professor Lars Hvilsted Rasmussen, Aalborg Universitet, Danmark
  • Professor Gregory Y.H. Lip, University of Birmingham, England

Bedømmelsesudvalg:

  • Associate professor Carola Henriksson, Universitetet i Oslo, Norge
  • Professor Anne-Mette Hvas, Aarhus Universitet, Danmark
  • Associate professor Svend Eggert Jensen, Aalborg Universitet, Danmark (formand)