Ph.d.-forsvar ved Simon Ladefoged Rasmussen
Afhandlingen omhandler DNA-hypermethylering som blodbåren markør for kræft i tyk- og endetarmen. DNA hypermethylering er ændringer i geners funktion og ses tidligt i omdannelsen fra normale celler til kræftceller. Fragmenter af hypermethyleret DNA kan isoleres fra blodprøver og potentielt bruges som en blodbåren markør for kræft i tyk- og endetarmen (KRC).
Simon Ladefoged Rasmussen har identificeret en DNA-hypermethyleringsprofil, som har en sensitivitet på 90.7% og en specificitet på 72.5% for KRC. Den nuværende afføringsprøve, som anvendes i det danske screeningsprogram for KRC, har en lignende sensitivitet og specificitet. Hermed kan blodprøven principielt erstatte den nuværende afførringsbaserede screeningsundersøgelse. Testen ville derfor kunne udvælge de patienter, som opfordres til at få foretaget en kik-kertundersøgelse af tyktarmen.
Ydermere fandt Simon Ladefoged Rasmussen i sit studie, at langt hovedparten af de undersøgte hypermethyleringsmarkører var udtryk for en dårlig prognose hos patienter med KRC. Patienter med mindre end 5 hypermetylerede gener havde en 5 års overlevelse på 79.2% i modsætning til 40.6% hos patienter med mere end 10 hypermetylerede gener.
Specielt var tilstedeværelsen af RARB og RASSF1A hypermethylering et dårligt prognostisk tegn, hvor mortaliteten er to til tre gange forøget indenfor de første 5 år. Et højt antal hypermethyleringer var endvidere associeret med en fordoblet risiko for recidiv indenfor tre år, hvilket dog ikke var statistisk signifikant. Som konklusion ser det ud til, at et panel af syv markører kan anvendes som screeningstest for KRC. Ydermere har patienter med et højt antal af disse markører en dårlig prognose og en øget risiko for at sygdommen kommer igen. Disse fund er sammenlignelige med tidligere studier og fordrer validering i fremtidige studier for at sikre deres kliniske brugbarhed.
Simon Ladefoged Rasmussens ph.d.-afhandling har titlen "Diagnostic and Prognostic Potential of Hypermethylated DNA in Colorectal Cancer - A plasma based biomarker study".
Simon Ladefoged Rasmussen er den første ph.d.-studerende under Aalborg Universitets MD-ph.d.-skoleprogram (4+4), hvilket betyder at han allerede under sin uddannelse til læge påbegyndte ph.d-studiet. Programmet er målrettet særlige forskningstalenter, som ønsker at komme tidligt i gang med en forskningsuddannelse. Læs mere om ordningen her.
Tid og sted
Ph.d.-forsvaret finder sted fredag den 12. januar 2018 kl. 13.00 i auditoriet, Forskningens Hus, Aalborg Universitetshospital. Alle interesserede er velkomne.
Vejledere og bedømmelsesudvalg
Vejledere
Ole Thorlacius-Ussing, professor, overlæge, dr. med.
Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
Klinisk Institut, Aalborg Universitet
Henrik Krarup, overlæge, ph.d.
Afsnit for Molekylærdiagnostik og Klinisk Biokemi
Aalborg Universitetshospital
Poul Henning Madsen, MSc
Afsnit for Molekylærdiagnostik og Klinisk Biokemi
Aalborg Universitetshospital
Kåre Sunesen, 1. reservelæge, ph.d.
Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling
Aalborg Universitetshospital
Bedømmere
Ursula Falkmer
Professor, overlæge, ph.d.
Onkologisk Afdeling, Aalborg University Hospital
Klinisk Institut, Aalborg Universitet
Per J. Nilsson
Lektor, M.D. Ph.D.
Department of Molecular Medicine and Surgery
Karolinska University Hospital
Mads Thomassen
Molekylærbiolog, lektor, Ph.d.
Human Genetik, Klinisk Institut