Niels Ejskjær ny klinisk professor i diabetes

Niels Ejskjær er pr. 1. januar tiltrådt som klinisk professor i diabetes ved Klinisk Institut på AAU og specialeansvarlig overlæge i specialet for hormon- og stofskiftesygdomme på Aalborg Universitetshospital.

Niels Ejskjær driver forskning i diabetiske senkomplikationer med særligt fokus på nerveskader (neuropati), som blandt andet kan forårsage diabetiske fodsår og skader på de indre nervebaner med svære gener og symptomer til følge.

Niels Ejskjær kommer med mere end 20 års national og international klinisk erfaring og frontforskning i feltet samt et omfattende nationalt og internationalt netværk og er tillige medlem af en række rådgivende udvalg inden for diabetes rundt omkring i verden. 

Målet med Niels Ejskjærs arbejde som ny professor og overlæge er at skabe en mere sikker diagnose, bedre behandlingstilbud og at udbygge og forstærke diabetes-forskningsområdet i tæt samarbejde med stærke specialer på Aalborg Universitetshospital og på Aalborg Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet – alt sammen til fordel for mennesker med diabetes.