Brochure om forskningsforsøg
I dag spørges patienter mundtligt, om de ønsker at deltage i et givent forskningsprojekt og får samtidig udleveret skriftligt materiale om det specifikke projekt. Det er dog kun få specialer, der allerede før indlæggelse eller på indlæggelsestidspunktet forbereder patienterne på muligheden for, at de bliver spurgt om deltagelse i et forskningsprojekt.
Brochuren "Forskningsforsøg på Aalborg Universitetshospital" sikrer ensartet information til patienterne og kan udleveres ved indkaldelsen eller umiddelbart i forbindelse med indlæggelsen. Den kan anvendes bredt af alle hospitalets specialer og indeholder generelle oplysninger om forskningsforsøg.
Aalborg Universitetshospital har interesse i, at så mange patienter som muligt giver tilsagn om at deltage i forskningsforsøg, når de spørges. Chancerne for tilsagn synes at være større, hvis patienterne allerede inden indlæggelsen er forberedt på, at de med stor sandsynlighed vil blive spurgt om deltagelse i forskningsprojekter.
Brochurens tekst er udarbejdet i samarbejde med overlæge Svend Eggert Jensen, Hjertemedicin. Den er en revideret udgave af en tilsvarende brochure fra 2014.
Sådan kan du anvende brochuren
Du kan enten printe brochuren selv, linke til den eller få den trykt til en lav stykpris (også ved mindre ordrer) via Region Nordjyllands trykkeriportal, trykkerionline.rn.dk.
- Ønsker du at printe eller linke til brochuren, så brug denne udgave.
- Vil du sende brochuren til tryk, så brug den trykkeklare PDF-udgave.