Støtte til fysioterapi-forskning

Ph.d.-studerende, fysioterapeut Marianne Christensen fra Fysio- og Ergoterapi har modtaget en bevilling på 400.000 kr. fra Danske Fysioterapeuters Fond for forskning, uddannelse og praksisudvikling til et projekt, der skal udvikle et træningsprogram til sikring af forbedret heling og funktion af akillessenen efter en ruptur.

Ved en akut ruptur af akillessenen er der ofte permanent nedsat muskelstyrke og funktion 1 år efter skaden. I de hidtil anvendte træningsprogrammer varierer indholdet meget, og der mangler konkrete beskrivelser af øvelser og dosering. 

Formålet med Marianne Christensens ph.d.-studie er dels at afklare hvilke delelementer, der indgår i nuværende tidlig funktionel rehabilitering af akillesseneruptur i de første 8 uger af behandlingen og dels at udvikle et nyt og klart defineret træningsprogram, der kan medvirke til forbedret heling og funktion af akillessenen. 

En vigtigt parameter i ph.d.-studiet er at sikre, at ny viden formidles og gøres let tilgængelig for klinisk praksis. Der anvendes systematisk review, feasibility studie og RCT.

Titlen på Marianne Christensens ph.d.-projekt er "Early progressive exercise to improve outcome in patients with achilles tendon rupture".
Projektet gennemføres i samarbejde med Ortopædkirurgisk speciale.