Millionstøtte fra Det Obelske Familiefond
I Danmark lever omkring 50.000 mennesker med skizofreni, og ifølge flere undersøgelser kan de forvente at leve 20- 25 år kortere end gennemsnitsbefolkningen. Denne markant kortere levetid skyldes blandt andet en række somatiske sygdomme, hvoraf især åreforkalkning tegner sig for en stor del af dødsfaldene. Også lungesygdommen KOL og diabetes hører til blandt de sygdomme, som er overrepræsenteret hos patienter med skizofreni. I et forskningssamarbejde mellem Kardiologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital og Psykiatrien, Aalborg Universitetshospital vil man forsøge at ændre denne udvikling igennem et omfattende klinisk undersøgelsesprogram af 300 skizofrene patienter og 100 raske kontroldeltagere.
Hovedformålet er at klarlægge, hvilke tidlige tegn på åreforkalkning, man skal være særligt opmærksom på hos skizofrene for at kunne opspore, forebygge og behandle sygdomme på et tidligt stadie. Projektet løber frem til 2018, og Det Obelske Familiefond har støttet det med i alt 4,8 millioner.
Endvidere har fonden givet 598.999 kr. til undersøgelse og diagnosticering af ledproteseinfektion i Region Nordjylland. Baggrunden for projektet er, at hver tyvende patient, som får nye hofter, knæ eller andre ledproteser, oplever voldsomme gener og komplikationer i form af blandt andet infektion i leddet. De eksisterende diagnosticeringsmetoder giver desværre ikke tilfredsstillende resultater. En ny molekylærbiologisk undersøgelsesmetode har imidlertid vist sig at kunne forbedre diagnostikken mærkbart og dermed forkorte behandlingstiden og reducere antallet af fejlbehandlinger. Fonden har støttet, at projektet nu fortsættes med henblik på at afklare, hvilke patienter den nye og udvidede metode kan være særlig gavnlig for.