Hæder til thyroidea-forsker
Der blev præsenteret over 800 postere på konferencen, og blandt disse blev flere hundrede fremvist af yngre forskere. I denne gruppe blev Stine Linding Andersen fremhævet for at have præsenteret én af de 12 bedste. Hendes poster handlede om forekomsten af thyroidea-sygdom hos gravide i Danmark i relation til den regionale forskel i jodindtag. (Thyroid Disease Before, During And After Pregnancy In Relation To Regional Difference In Iodine Intake: A Study Within The Danish National Birth Cohort.)
Ved kongressen holdt hun desuden en inviteret forelæsning om sin forskning inden for området ’Føtal programmering via maternel thyroidea sygdom’.
Opdagelse blandt de 10 vigtigste
Tidskriftet Nature Reviews Endocrinology har desuden i en ny ”Decade in review”-artikel udnævnt Stine Linding Andersens opdagelse af sammenhæng mellem Propylthiouracil-behandling af for højt stofskifte tidligt i graviditeten og misdannelser hos barnet som én af de 10 vigtigste nye opdagelser inden for thyroidea-sygdomme i perioden 2005-15.
Det er ikke første gang, at Stine Linding Andersen har fået kåret en publikation som én af de mest betydningsfulde. I 2014 kårede det Amerikanske Endokrinologiske Selskabs højtrangerede fagtidsskrift ’The Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism’ en anden artikel om medfødte misdannelser hos børn, hvis mødre har anvendt medicin mod for højt stofskifte tidligt i graviditeten, som én af årets 10 vigtigste publikationer inden for det endokrinologiske fagområde.
Stine Linding Andersen er ansat i en kombineret postdoc forskerstilling i Endokrinologisk Forskningsenhed og introduktionsstilling ved Klinisk Biokemisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.