Varm velkomst til forskningschef og institutleder

Der var talstærkt fremmøde, da der fredag den 18. september skulle bydes velkommen til Søren Hjortshøj, som 1.september tiltrådte som ny forskningschef og leder af Klinisk Institut. Det skete ved en reception afholdt af Aalborg Universitetshospital og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet.

Hospitalets lægefaglige direktør, Morten Noreng var den første til officielt at byde den nye forskningschef og institutleder velkommen. I sin tale understregede han, at Søren Hjortshøj med jobbet bliver forskningschef for alle regionens sygehuse og alle faggrupper:

- Som forskningschef får du en vigtig – og ualmindelig spændende opgave – hvor du kommer til at stå i spidsen for, at vi på hospitalet løfter forskningsaktiviteten yderligere blandt alle faggrupper. En forskningsaktivitet, som i dag er velfungerende og ambitiøs, og som er godt forankret i klinikkerne.

Også den tidligere forskningschef, nu dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet, Lars Hvilsted Rasmussen, bød Søren Hjortshøj velkommen. Han kunne af erfaring forsikre Søren Hjortshøj om, at den kombinerede stilling som institutleder og forskningschef ikke er én, der giver siddesår:

- Reelt må du nok påregne, at du kommer til at bestride to fuldtidsstillinger. Til gengæld er det to vigtige af slagsen for både hospital og universitet, hvor det at have et ben i ”hver lejr” kan sikre den optimale koordination mellem vores to organisationer, sagde Lars Hvilsted Rasmussen.

45-årige Søren Pihlkjær Hjortshøj kommer fra en stilling som ledende overlæge på Kardiologisk Afdeling, hvor han i de senere år forskningsmæssigt har beskæftiget sig med hjertets rytmeforstyrrelser. Nu glæder han sig til at komme i gang med den mere strategiske del af forskningsarbejdet:

- Jeg har altid haft en ambition om ikke at stå stille. Og det skal den sundhedsvidenskabelige forskning i Nordjylland heller ikke. Vi skal hæve barren yderligere og bevise, at vi kan være med på højeste niveau på trods af, hvad mange måske siger. Vi skal have fokus på forskningshøjde, sikre et minimum af bureaukrati og profilere os på dét, der gør os unikke, nemlig det tværfaglige samarbejde mellem klinisk og sundhedsteknologisk forskning.