Erik Elgaard Sørensen ny programleder for forskerskole

Leder af forskningsenhed for Klinisk Sygepleje, lektor, cand.cur., ph.d. Erik Elgaard Sørensen er blevet udpeget til programleder for forskerskoleprogrammet Health Care, Education, Organizations, and Ethics ved den Sundhedsvidenskabelige Forskerskole på Aalborg Universitet.
Forskerskoleprogrammet favner natur-, human- og samfundsvidenskabelige metoder og teorier, der på forskellig vis giver mulighed for at erkende (forklare og forstå) sundhed og sygdom, og de fænomener og kontekster der relaterer hertil.

Programmet tegnes af fire overordnede forskningstemaer: Sundhedsvæsenet; Sundhedsfaglige og -videnskabelige uddannelser; Sundhedsvæsenets institutioner og administration; Etik inden for sundhedsfremme, forebyggelse, pleje og behandling.

Forskerskoleprogrammet er for nuværende et mindre program, men Erik Elgaard Sørensen vil arbejde for at udbrede kendskabet til det. I den forbindelse planlægges med en tema-eftermiddag (annonceres senere), hvor målgruppen er ansatte/potentielle ph.d.-studerende fra kommune, UCN, hospitaler og Aalborg Universitet. Her vil programmet blive udbredt, og nuværende studerende under programmet inviteres til at fortælle om deres igangværende projekter.

Erik Elgaard Sørensens egen forskning fokuserer på ledelsespraksis, interaktion mellem sygepleje og ledelse, operationssygepleje, interaktion mellem sygepleje og teknologi. Herudover rækker hans forskning videre til grundlæggende sygepleje og sygepleje-patient forhold.

Erik Elgaard Sørensen viderefører arbejdet efter tidligere programleder, Paola Valero, ph.d. og professor på Institut for planlægning, som ønsker at hellige sig sin forskning igen på fuld tid.