Fornem pris til ph.d.-studerende

Den prestigefyldte Jens Peder Hart Hansen-pris uddeles hvert tredje år og gives til en lovende ung forsker inden for det arktiske. Den blev i år givet til læge Karsten Fleischer Rex i forbindelse med The International Congress on Circumpolar Health, der i juni blev afholdt i Finland.

Karsten Fleischer Rex er læge og ph.d.-studerende ved Center for Grønlandsforskning, Klinisk Institut, Aalborg Universitet. Hans projekt handler om hepatitis B, leverbetændelse blandt Inuit, som han har arbejdet med siden studietiden. Han har indsamlet data i Danmark og i Grønland, og har publiceret flere arbejder i internationale tidsskrifter, og har givet præsentationer og været inviteret taler ved internationale kongresser.

Karsten Fleischer Rex arbejder videnskabeligt parallelt med sin speciallægeuddannelse, og han har fået prisen for at have udvist talent for forskning kombineret med en vedholdende indsats.