Nyt og forbedret Q-drev
I Region Nordjylland findes et særligt sikret netværksdrev – kaldet "Q-drevet" eller "forskerdrevet" – som er dedikeret til forskningsdata. Her skal alle forskningsdata opbevares, så de ligger trygt og godt og blandt andet lever op til lovens krav om håndtering af personoplysninger.
- Vi er forpligtet til at opbevare vores forskningsdata på en sikker måde, så uvedkommende ikke får adgang til dem. Det skylder vi de patienter og forsøgsdeltagere med flere, som de pågældende data omhandler – og loven kræver det, siger vicekontorchef i Forskningsdata og Statistik (FORSA) Tina Obel.
Sammen med Digitalisering og IT har FORSA over det seneste år arbejdet på en større opgradering af Q-drevet, så både sikkerhed og brugervenlighed har fået et stort skub opad. Løsningen er nu klar til brug for alle regionens forskere.
- Efter et godt og udbytterigt samarbejde mellem Digitalisering og IT og FORSA er vi stolte over at kunne tilbyde en løsning, som bringer os helt i front, både i forhold at leve op til lovgivningen på området, og i forhold til at kunne tilbyde vores medarbejdere et mere brugervenligt system. Blandt de nye funktionaliteter er for eksempel, at man nu har mulighed for selv at oprette projektmapper, tilknytte brugere og tildele brugerrettigheder. Tidligere krævede det en henvendelse til Digitalisering og IT, fortæller Tina Obel.
Hun fortæller, at systemet samtidig giver bedre mulighed for at afgrænse rettigheder for den enkelte bruger, ligesom det er blevet lettere at holde overblik over adgange. Desuden sørger systemet for at advisere brugere, når data skal slettes. Det er vigtigt for at kunne leve op til lovgivningen på området.
De nye funktioner vedr. mappeoprettelse, brugerstyring m.v. er samlet i en forskningsportal, som er "lagt hen over" det eksisterende Q-drev. Som bruger får man adgang til sin egen projektoversigt i portalen via https://qdrev.it.rn.dk/#/myprojects
Også til kvalitetsdata
Q-drevet er ikke kun til forskningsprojekter, men også data fra kvalitetsprojekter skal lagres på drevet.
- Drevet er udviklet til forskningsdata, men I-sikkerhedsledelsen har besluttet, at anvendelsen fremover også omfatter data fra kvalitetsprojekter. Dermed sikres det, at også disse data opbevares forsvarligt, siger Tina Obel.
Kravet om brug af Q-drevet gælder alle forsknings- og kvalitetsdata, med mindre de allerede ligger i et andet særligt sikret system, såsom REDCap, eDoc eller en server hos Danmarks Statistik. Bemærk, at REDCap er et program til dataindsamling, så når data trækkes ud af REDCap f.eks. med henblik på analyse, skal data placeres på Q-drevet og slettes i REDCap.
Har du spørgsmål til lagring af forsknings- og kvalitetsdata og brugen af Q-drevet, kan du finde yderligere oplysninger i Forskningsvejledningen på Personalenet, https://rncloud.sharepoint.com/sites/PNET-E-ForskningUdvikling/SitePages/Forskningsvejledning.aspx eller henvende dig til itsupport@rn.dk hvor blandt andre serviceforvalter på Q-drevet, Kenneth Aaen sidder klar til at svare på eventuelle spørgsmål.
Forfatter
Kommunikationskonsulent