Danmarks Frie Forskningsfond indfører et nyt virkemiddel til tematisk forskning
Bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond har besluttet at indføre et nyt virkemiddel, som fremadrettet vil blive anvendt ved fondens opslag af politisk fastsatte temaer. Det særskilte, tematiske virkemiddel skal bedre kunne understøtte de forskningsmæssige behov, der typisk kendetegner de tematiske forskningsområder, og herunder eksempelvis de forskellige områder af praksisnær forskning, som fonden skal udmønte tematiske forskningsmidler inden for. Helt overordnet er kravene til de tematiske forskningsprojekter, at de skal være med til at skabe viden om og nye løsninger på væsentlige samfundsudfordringer.
Fonden vil i sin bedømmelse af indsendte ansøgninger lægge vægt på samarbejde, og det nye, tematiske virkemiddel inkluderer derfor et krav om, at der indgår en Co-Principal Investigator (Co-PI, eller på dansk: samarbejdende forskningsleder). Derudover adskiller det nye, tematiske virkemiddel sig fra fondens ordinære virkemidler på bl.a. følgende punkter:
- Øgede økonomiske rammer, typisk op til 3 eller 5 mio. kr. ekskl. overhead. Det konkrete beløb, som der kan søges støtte til, vil variere mellem temaerne.
- Projektvarigheden er op til fem år.
- Yderligere krav og forventninger til ansøgningerne vil være afhængig af de enkelte temaer og vil fremgå af det kommende opslag.
Tidsplan
Danmarks Frie Forskningsfond forventer at offentliggøre ét samlet, tematisk opslag i begyndelsen af marts 2025. Ansøgningsfristerne forventes at blive fordelt og placeret i den sidste uge af maj samt i de første to uger af juni 2025.
Starttidspunkt for projekter
Danmarks Frie Forskningsfond giver ikke støtte med tilbagevirkende kraft. Det tidligste starttidspunkt for de projekter, der får bevilling i 2025, er 1. februar 2026, og det seneste starttidspunkt er 1. december 2026.
Læs hele opslaget fra Danmarks Frie Forskningsfond her