NordSims Historie
I 2012 har cirka 1500 personer benyttet vores faciliteter og ekspertise til kurser eller træning i grupper eller på egen hånd. Kurserne har været holdt både i vores lokaler, rundt omkring på afdelingerne på Sygehus Nord og Syd samt eksternt på Regionens sygehuse.
Da Aalborg Sygehus i 2003 fik status af universitetshospital opstod der et behov for træning af praktiske færdigheder for de medicinstuderende. Studiekoordinator Ole Thorlacius Ussing og Uddannelseskoordinerende overlæge Susanne Nøhr tog initiativ til at færdighedslaboratoriet blev etableret, og at der blev indkøbt udstyr og ansat en koordinator.
Færdighedslaboratoriet har indtil september 2012 været organiseret og udviklet under postgraduat uddannelse. Fra den beskedne start med mulighed for at træne sutur og knudeteknik, dropanlæggelse og gynækologisk undersøgelse er der sket en rivende udvikling til i dag, hvor vi har meget avanceret udstyr og stort anlagte kurser for eksempel akutkurserne for KBU-læger, hvor der trænes komplekse teambaserede færdigheder. Færdighedslaboratoriet har siden 2011 været behjælpeligt med at etablere færdigheds- og simulationstræning for både sundhedsteknologistuderende, præ- og postgraduat lægelig uddannelse, sygeplejefaglig færdighedstræning og specialespecifikke kurser, herunder kurser i ultralyd.
Anæstesisektoren etablerede i 2006 Center for Medicinsk Simulation under ledelse af sygeplejerske Trine Christensen. De første 4 år var simulationstræningen primært forbeholdt anæstesi- og intensivspecialet og det præhospitale område i hele Region Nordjylland. Det har ændret sig til nu at være et tilbud til alle specialer, der ønsker at træne monofagligt eller tværfagligt, præ- eller postgraduat. Center for medicinsk simulation har således i en årrække stået for velanskrevne kurser på alle regionens sygehuse i for eksempel traumemodtagelse, modtagelse af den akutte medicinske patient, modtagelse af det akut syge barn udover de kurser, der retter sig specielt mod anæstesi- og intensivpersonale.
Der har de seneste år udviklet sig et frugtbart samarbejde mellem de to organisationer – og dette tog for alvor fart i 2011, da anæstesien kom ind under Aalborg Sygehus. Det er derfor et vigtigt skridt, som Region Nordjylland har taget ved at samle ekspertisen i en enhed, der kan sikre, at regionen i fremtiden kan tilbyde færdigheds- og simulationstræning på sundhedsområdet af højeste kvalitet. Den tiltagende kompleksitet af den kliniske hverdag samt fokus på patientsikkerhed har gjort, at klinikerne fra et bredt udsnit af specialerne har set træningspotentialet og har involveret sig i udviklingen.
I efteråret 2013 gjorde de første kandidatstuderende deres indtog på Aalborg Universitetshospital. NordSim bliver flittig brugt af de medicinstuderende til bl.a. færdighedstræning.
Der er tilknyttet en stor stab af facilitatoruddannede læger og sygeplejersker, som medvirker til drift og udvikling af de mange kurser. Som led i regionens ønske om at opprioritere området som et vigtigt led i arbejdet med patientsikkerhed, blev de to enheder samlet under en nyansat lægefaglig ledelse per 1.9.2012. NordSims ansatte består udover de mange tilknyttede instruktører og facilitatorer af en sekretær, tre kursuskoordinatorer, en koordinator for drift, en logistik- og teknikmedarbejder og en ledende overlæge.
Opdateret