Blæreskylningen bliver foretaget at en sygeplejerske, mens du ligger på en briks.
Mitomycin er en væske, du får lagt op i blæren gennem kateteret, som du har efter operationen. Herefter bliver kateteret fjernet, og du kan tage hjem.
Mitomycin-væsken skal blive i blæren i 2 timer for at have bedst mulig effekt. Du skal helst være i aktivitet imens, så væsken bevæger sig rundt i blæren og behandler hele blærevæggen. Mitomycinen virker irriterende på slimhinden i blæren, og du kan derfor have svie i blæren, mens behandlingen står på.
Når de 2 timer er gået, lader du vandet og tømmer på den måde blæren for Mitomycin.
Undgå at drikke før og under behandlingen
Vi anbefaler, at du ikke drikker noget 2 timer før behandlingen og i de 2 timer, behandlingen varer.
Hvis du tager vanddrivende medicin, anbefaler vi, at du venter med at tage denne til senere på dagen. Dette er for, at du undgår at lade vandet, imens behandlingen foregår.