Dilatationsbehandling med hegarstave, Sexologisk Center

Du skal i gang med dilatationsbehandling med såkaldte hegarstave. Behandlingens formål er gradvist at udvide skedeindgangen, så muskler og væv bliver mere smidige og afspændte. Et formål kan også være at nedbringe oplevelsen af smerte.

Der kan være flere årsager til, at du skal have behandlingen, f.eks.:

  • Vaginisme. Ufrivillige sammentrækninger i bækkenbunden, som forhindrer indføring af finger, tampon, dildo eller penis. Dette kan også vanskeliggøre gynækologiske undersøgelser.
  • Vulvodyni. Smertetilstand, hvor berøring på skedens slimhinde giver uforklarlig smerte. Behandlingen hjælper med at desensibilisere slimhinden i skeden, så smerteniveueauet falder.
  • Lichen sclerosus. En hudlidelse, hvor skedeindgangen kan risikere at skrumpe uden behandlig.
  • Sammenklistring af skedevægge. Kan opstå efter strålebehandling på grund af kræft i skede eller endetarm.

 

Behandlingen har til formål at:

  • afspænde muskulaturen i underlivet 
  • skabe bevægelighed og rummelighed i skeden 
  • desensibilisere skedens slimhinde
  • forebygge sammenvoksninger i skedevægge 
  • muliggøre indføring af finger, tampon eller dildo
  • muliggøre gynækologiske undersøgelser

 

Stavene kan lånes på Sexologisk Center, og der ligger en film på hjemmesiden om brugen af dem. Det er individuelt, hvor ofte du skal bruge hegarstavene. Det afhænger af årsagen til behandlingen og aftales med din behandler.