Feminiserende hormonbehandling ved transkønnethed eller andre kønsidentitetsforhold
I denne pjece finder du information om feminiserende behandling.
Formålet med behandlingen er, at du ender med et hormonniveau i blodet, som svarer til det normale niveau for kvinder i din alder.
Behandling med kønshormoner vil medføre varige forandringer på kroppens udseende, på seksualfunktionen og på evnen til at blive forælder. Der kan være en risiko ved behandlingen. Følg derfor nøje lægens anvisninger.
Du kan forvente følgende ændringer under behandlingen:
- Udvikling af bryster. Du vil gradvist udvikle bryster. Størrelsen på dem vil ligesom for cis-kvinder være meget individuel (cis på latin: samme side; det vil sige, at man er tildelt kvindekøn ved fødslen og identificerer sig som kvinde).
- Ændret fedtfordeling. Du vil gradvist få en mere feminin fedtfordeling på kroppen.
- Mindre hårvækst. Du vil gradvist få mindre hårvækst (skæg og behåring på bryst, arme, ben og omkring kønsorganerne). Vær dog opmærksom på, at især din skægvækst ikke vil forsvinde helt.
De fleste af disse ændringer sker langsomt, og det kan tage op til flere år, før du opnår fuld effekt af behandlingen. Du kan se det forventede tidsperspektiv i skemaet bagerst i pjecen.
Hvis du allerede er i behandling med kvindeligt kønshormon, når du henvises til os, vil vi foretage en samlet vurdering på baggrund af blodprøver og en kropslig undersøgelse. Formålet er at afklare, om behandlingen umiddelbart kan fortsættes, eller om der eventuelt skal foretages justeringer for at sikre en sund balance mellem de ønskede effekter og risikoen for bivirkninger.