Behandling af for tidlig udløsning
For tidlig udløsning defineres oftest ved at udløsningen kommer inden for 1 minut efter indtrængning, og det er vanskeligt at kontrollere udløsningen.
Nogle par kan leve med et sexliv, hvor tidlig udløsning forekommer, men for andre par kan det give problemer i parforholdet, frustrationer og manglende intimitet i parforholdet.
Studier viser, at op til 30% af alle mænd har oplevet at få for tidlig udløsning. Nogle mænd oplever problemet allerede ved deres seksuelle debut, hos andre kan det opstå i løbet at livet. Det kan også variere, om for tidlig udløsning forekommer hver gang eller blot en gang imellem ved samleje.
En mand med tidlig udløsning kan komme til at føle, at han ikke er ”en rigtig mand”, da dette ofte forbindes med at kunne kontrollere og præstere. Desuden kan han have en opfattelse af, at partnerens tilfredsstillelse afhænger af samlejets varighed.
Det er ikke ualmindeligt, at manden har dårlig samvittighed, skyldfølelse og kan opfatte det som skamfuldt, ikke at kunne kontrollere udløsningen, hvilket kan være hæmmende i forbindelse med at finde en partner.
Det kan endvidere føre til frustrationer hos partneren.
En konsekvens af problemet kan derfor være konflikter mellem parterne og manglende intimitet.