Mød fastende til undersøgelsen
Du skal faste inden undersøgelsen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, for at vi kan tage brugbare billeder og dermed udføre undersøgelsen bedst muligt. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din undersøgelse. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
Du må ikke spise, drikke eller ryge fra 4 timer før undersøgelsen. Heller ikke spise pastiller, bolsjer eller tygge tyggegummi.
Ring til os, hvis du er gravid
Hvis du er – eller kan være – gravid, skal du kontakte os inden aftalen, da det kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen. Du finder telefonnummeret i kontaktboksen.
Tag din sædvanlige medicin
Får du vigtig medicin, må du tage den 2 timer inden undersøgelsen. Hvis den skal tages med vand, så brug så lidt vand som muligt.
Undlad smykker, piercinger og makeup
Før scanningen skal du fjerne alle metalgenstande såsom smykker, piercinger, hårnåle, hårspænder og ur. Der må heller ikke være metal, fx pailletter eller nitter, på dit tøj. Undlad også makeup, da makeup kan indeholde rester af metal. Hjælpemidler af metal, fx briller eller høreapparat, behøver du først tage af ved selve undersøgelsen.
Kontakt din læge, hvis du har klaustrofobi eller smerter
For at vi kan tage brugbare billeder og dermed udføre undersøgelsen bedst muligt, er det vigtigt, at du kan ligge stille. Kontakt på forhånd din egen læge for at få beroligende eller smertestillende medicin, du kan tage inden undersøgelsen.