Anlæggelsen af jodkornet foregår i Radiologisk Afdeling. Radiologen fører en tynd nål ned gennem huden i det forandrede væv – til det sted, hvor ultralyd eller røntgen viser, at vævsforandringen er. Gennem nålen indføres metalkornet.
Nålen er meget tynd, og anlæggelsen gør ikke mere ondt, end at få taget en blodprøve.
Vigtigt om radioaktivt jod: informér dine pårørende
Metalkornet indeholder radioaktivt jod, hvilket er effektivt at bruge, fordi vores instrumenter meget præcist kan finde frem til det. Fra radioaktiviteten er der dog stråling. Strålingen er i dette tilfælde så lille, at den samlet set svarer til den stråling, du bliver udsat for, når du bliver undersøgt ved en mammografi. Den er dermed ufarlig for dit væv og kan heller ikke påvirke personer omkring dig.
Du skal dog alligevel være opmærksom: Du skal informere dine pårørende om, at du har fået anlagt jodkornet. Skulle du – helt uventet og af andre grunde – afgå ved døden, og der er planlagt kremering, skal jodkornet fjernes inden.
Information til pårørende i tilfælde af dødsfald I tilfælde af dødsfald og planlagt kremering skal det radioaktive metalkorn fjernes. Kontakt Mammakirurgisk Afdeling på tlf. 51 20 30 44. Vi træffes på hverdage kl. 8.00 – 15.00. |
Har du spørgsmål vedrørende jodkornet, skal du stille dem til personalet i Plastik- og Mammakirurgisk Afdeling – ikke i Radiologisk Afdeling.