Plej hudtransplantatet
- Transplantat og forbinding, som er syet fast, lades urørt og må ikke blive vådt indtil efter 5.-7.-dagen, hvor du har en tid i vores ambulatorium. I ambulatoriet fjerner sygeplejersken forbindingen og vurderer, hvor stor en del af transplantatet der har sat sig fast. Ud fra denne vurdering planlægges den videre behandling.
- Når transplantatet vurderes stabilt, må du tage brusebad.
- Lad transplantatet lufttørre. Du bør have mindst mulig eller ingen forbinding på.
- Smør et tyndt lag Decubal creme 38% på transplantatet 2-3 gange om ugen det første år. Herefter kan du nøjes med at smøre det efter behov.
- Vent med karbad, svømmehal og havbad, indtil transplantatet er helet – dog minimum 3 uger af hensyn til infektionsrisiko.
- Vi vejleder dig med hensyn til arbejde, motion og daglige gøremål. Sygemelding afhænger både af, hvad du arbejder med, og hvor du er opereret.
- Er der efter udpakning behov for hjemmesygepleje til pleje af transplantatet, sørger vi for kontakt dertil.
Plej donorstedet (låret)
- Undlad at røre forbindingen over donorstedet i 10 dage. Forbindingen er en skumplade som indeholder smertestillende medicin. Den er fæstnet med en gennemsigtig film henover. Forbindingen bør kun skiftes, hvis den har løsnet sig eller er helt gennemblødt. Forbindingen er vandtæt og tåler skånsomt brusebad. Efter minimum 10 dage skal du have fjernet forbindingen. Det foregår enten i ambulatoriet eller hos dig selv, hvor hjemmesygeplejersken kan fjerne den.
- Smør donorstedet 2-3 gange om ugen med Decubal creme 38%, når det er helet. Efter 1 år kan du nøjes med at smøre det efter behov.
- Opstår der problemer med helingen, er det hjemmesygeplejersken, der varetager plejen af donorstedet.
Pas på solen
- Både transplantatet og donorstedet er særligt sart det første års tid. Du bør derfor ikke udsætte områderne for sol, da du risikerer solskoldning, udtørring og permanent misfarvning af huden.
- Dæk transplantat og donorsted til med fx en tør forbinding, tøj og solcreme med høj faktor – minimum faktor 30.
- Brug en hat med stor skygge, hvis transplantatet sidder i ansigtet.
- Undgå desuden at opholde dig i stærk sol i middagstimerne.
Transplantat på benene
- Hvis du har transplantat på et ben, er det vigtigt, at du bruger kompressionsforbinding, indtil transplantatet er helet. Kompressionsforbindingen styrker sårhelingen og forebygger, at benet hæver.
- I dagene efter operationen må du kun gå stille rundt hjemme. Sid med benet løftet, fx på en stol, så ofte som muligt.
- Kompressionsforbindingen må beholdes på døgnet rundt, men kan også tages af til natten. Er benet hævet, kan du med fordel ligge med benene løftet over hjertehøjde.
- Kompressionsforbindingen skal vaskes i hånden med almindeligt vaskepulver hver 2. eller 3. dag. Tør forbindingen ved først at rulle den ind i et håndklæde for at presse vandet ud og derefter at lægge den fladt til tørre. Strækket i bindet bliver ødelagt ved ophængning.
Ændret kropsopfattelse
Et transplantat kan i større eller mindre grad påvirke din egen opfattelse af din krop. Det afhænger særligt af, hvor på kroppen transplantatet sidder, og hvorfor du er blevet opereret.
Vær åben om dine følelser, og tal eventuelt med din familie, dine venner, din egen læge eller sygeplejersken om din situation.