Fjernelse af skinner og skruer
Din knogle er nu vokset sammen igen, og derfor skal du have fjernet de skinner og skruer, som vi satte knoglen sammen med under din operation. Du skal have fjernet skinner og skruer, fordi:
- der er en lille risiko for infektion, hvis de bliver siddende
- de kan forværre tilstanden i knoglerne, hvis du skulle få en ny skade
- de kan forstyrre knoglevæksten hos børn.
Hos ældre lader vi ofte skinner og skruer blive siddende, hvis vi vurderer, at risikoen ved bedøvelse og operation er for stor.
-
Din knogle er nu vokset sammen igen, og derfor skal du have fjernet de skinner og skruer, som vi satte knoglen sammen med under din operation. Du skal have fjernet skinner og skruer, fordi:
- der er en lille risiko for infektion, hvis de bliver siddende
- de kan forværre tilstanden i knoglerne, hvis du skulle få en ny skade
- de kan forstyrre knoglevæksten hos børn.
Hos ældre lader vi ofte skinner og skruer blive siddende, hvis vi vurderer, at risikoen ved bedøvelse og operation er for stor.
-
Når du ankommer til afsnittet, bliver du klargjort til operation af en sygeplejerske og får forebyggende smertestillende medicin. Lægen der skal operere dig, taler kort med dig inden operationen, om hvad der skal foregå.
Under operationen er du fuldt bedøvet. Det indebærer, at du sover dybt og ikke har smerter under operationen. Du bliver enten bedøvet via et drop i blodbanen eller via den luft, du indånder i en maske. Mens du er bedøvet, bliver du hele tiden overvåget af en anæstesisygeplejerske. Ved fuld bedøvelse skal du møde fastende til operationen.
Lægen lægger et snit i din hud og fjerner skinner og skruer. Såret bliver syet sammen, og du får lagt et plaster og en stor forbinding over såret.
Operationen varer fra 20 minutter til 1 time, afhængig af hvad du skal have fjernet.
-
Hold eventuelt pause med blodfortyndende medicin
Hvis du er i blodfortyndende behandling eller tager fiskeolie, skal du muligvis holde pause med behandlingen. Følg den vejledning, du har fået ved forundersøgelsen.
Køb smertestillende medicin
Vi råder dig til på forhånd at købe smertestillende håndkøbsmedicin (paracetamol og ibuprofen, hvis du kan tåle det), så du har til de første dage hjemme.
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Undlad at smøre dig med creme, da det gør desinfektion vanskeligere. Tag rent tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Giv os besked, hvis du har sår i operationsområdet
Du må ikke have sår, sårskorper eller hudafskrabninger i det område, der skal opereres. Det giver risiko for betændelse i operationssåret, og operationen kan blive aflyst af denne grund. Kontakt os også, hvis du føler dig syg eller har feber.
Hav rene, korte negle
Sørg for at have rene, korte negle uden neglelak af hensyn til risikoen for betændelse. Har du kunstige negle, skal du fjerne dem på operationshånden. Undlad at bruge håndcreme, da det gør det vanskeligt at desinficere din hud inden operationen.
Medbring den medicin, du tager
Du skal medbringe din daglige medicin, både kosttilskud og anden medicin samt spray- og inhalationsmedicin.
-
Efter operationen bliver du kørt til Opvågningen, hvor du bliver observeret i et par timer, inden du bliver udskrevet. Du får eventuelt smertestillende medicin. Inden udskrivelsen taler du kort med den læge, der opererede dig, og vi orienterer dig om det videre forløb. Når du er klar til det, får du noget at spise og drikke.
Forvent at blive udskrevet samme dag
De fleste patienter kan tage hjem samme dag, som de er blevet opereret. Forvent derfor, at du er klar til at komme hjem få timer efter operationen. Hvis du mod forventning ikke er klar til at komme hjem, bliver du indlagt på sengeafdelingen.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Vi anbefaler også, at du har en voksen person hos dig i det første døgn efter operationen. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet.
-
Sygemeld dig eventuelt
Om du skal være sygemeldt, afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt dit generelle helbred. Tal med lægen om netop dit behov.
Tag smertestillende medicin
Det er ikke unormalt at have smerter efter operationen. Vi anbefaler, at du tager smertestillende medicin som angivet i det skema, du får udleveret inden udskrivelsen. Hvis du har brug for yderligere smertebehandling, kan du kontakte din egen læge.
Undgå alkohol
Vi anbefaler, at du ikke drikker alkohol i døgnet efter operationen, da bedøvelsesmidlet forstærker virkningen af alkohol.
Hold den opererede legemsdel højt
I de første døgn efter operationen skal du have den opererede arm eller det opererede ben opad så meget som muligt og helst over hjertehøjde. Det modvirker hævelse og smerter.
Hvis du er blevet opereret i armen
Du må bruge armen frit efter operationen. Hvis du skal skåne armen, giver lægen dig besked.
Hvis du er blevet opereret i benet
Du må støtte på foden i det omfang, du kan. Det er som regel ikke nødvendigt at bruge krykker. Hvis du skal skåne benet, giver lægen dig besked.
Forvent ømhed ved arret
Når såret er helet, vil der komme et ar. Arret kan være ømt i flere måneder efter operationen. Det er helt normalt.
-
Der kan opstå betændelse efter alle operationer, dog er det relativt sjældent efter denne type operation. Nogle få patienter får beskadiget en følenerve eller får en blodansamling i operationsområdet.
Vær opmærksom på infektion efter operationen
Tegn på infektion er varme, hævelse, rødme og smerter omkring såret. Ved tegn på infektion skal du kontakte din egen læge.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Ortopædkirurgisk Ambulatorium, Thisted
Tlf. 97 65 08 88
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00
Dagkirurgisk Afsnit, Thisted
Tlf. 97 65 05 48
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 7.30 – 15.00