Frilægning af nerver i ryggen (dekompression)

Du skal have foretaget en frilægning af nerver i ryggen, en såkaldt dekompression.

Her kan du læse mere om både tiden op til operationen, selve operationen og tiden efter. Informationen er et supplement til den information, du får, når du bliver undersøgt og behandlet.

En række lidelser i lænderyggen kan give kroniske smerter i lænden, og i en del tilfælde stråler smerterne ud i benene. Det skyldes, at der er dårlig plads til nerverne i rygmarvskanalen. De snævre pladsforhold bevirker, at nerverødderne i lænderyggen klemmes sammen. Deraf kan opstå smerter i ryg og ben. Smerterne kan lindres ved, at man fjerner den del af ledbånd og knogle, som trykker på nerverne.

Normal rygmarv.

I en normal rygmarv er der plads til nerverne i rygmarvskanalen.

Snæver rygmarv.

Hvis pladsforholdene er snævre bliver nerverodssækken klemt sammen, og så kan der opstå smerter. Ved operationen fjerner vi dele af ledbånd og knogle, der trykker på nerverne.