Operation for læsion af bicepssenen ved albuen
Du har en skade på bicepssenen ved albuen og er derfor blevet tilbudt en operation.
Formålet med operationen er at sy bicepssenen på plads og derved genetablere albuens funktion. Efter operationen skal du forvente genoptræning i en periode, og først efter 3 måneder kan du bruge din arm som normalt.
Bicepsmusklen hæfter med sin sene på spolebenet, som er den ene af de to knogler, der er i underarmen. Bicepsmusklens funktion er at bøje albuen og udad-rotere underarmen, det vil sige at vende håndfladen opad.
Senen kan springe ved et tungt løft eller i forbindelse med en pludselig og uventet bevægelse kombineret med belastning. Senen er sædvanligvis revet af der, hvor den sidder fast på spolebenet.
| Albueled, hvor bicepssenen er sprunget ved spolebenet. |
Når skaden sker, mærker man ofte et smæld kombineret med en skarp smerte på forsiden af albuen. Smerten aftager, men man vil ofte opleve ømhed, smerter ved bevægelse og nedsat kraft i albuen.
Man kan som regel se en blodansamling og nedsat muskelfylde ved albuen og en bule længere oppe, som skyldes, at musklen trækker sig opad, efter senen er sprunget.
-
Du har en skade på bicepssenen ved albuen og er derfor blevet tilbudt en operation.
Formålet med operationen er at sy bicepssenen på plads og derved genetablere albuens funktion. Efter operationen skal du forvente genoptræning i en periode, og først efter 3 måneder kan du bruge din arm som normalt.
Bicepsmusklen hæfter med sin sene på spolebenet, som er den ene af de to knogler, der er i underarmen. Bicepsmusklens funktion er at bøje albuen og udad-rotere underarmen, det vil sige at vende håndfladen opad.
Senen kan springe ved et tungt løft eller i forbindelse med en pludselig og uventet bevægelse kombineret med belastning. Senen er sædvanligvis revet af der, hvor den sidder fast på spolebenet.

Albueled, hvor bicepssenen er sprunget ved spolebenet.
Når skaden sker, mærker man ofte et smæld kombineret med en skarp smerte på forsiden af albuen. Smerten aftager, men man vil ofte opleve ømhed, smerter ved bevægelse og nedsat kraft i albuen.
Man kan som regel se en blodansamling og nedsat muskelfylde ved albuen og en bule længere oppe, som skyldes, at musklen trækker sig opad, efter senen er sprunget.
-
Under operationen er du fuldt bedøvet.
Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Operationen foregår igennem en kirurgisk adgang på forsiden af albuen. Lægen vurderer skadens omfang, og om det er muligt at sy bicepssenen fast. Er det tilfældet, hæftes senen i et borehul i knoglen ved hjælp af kraftig tråd og en metalknap, der sidder på bagsiden af knoglen. Den vil ikke genere og skal ikke fjernes igen.

Bicepssenen hæftes på spolebenet, hvis det er muligt.
Operationssårene lukkes med nylontråde eller metalclips, og såret dækkes med et plaster. For at give senen ro til at hele, får du en bandage (cubitofix) på.

Du får en cubitofix-bandage på, som stabiliserer albueleddet.
Selve operationen varer ½ - 1 time. Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret et par timer, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Først herefter bliver du kørt tilbage på sengestuen.
-
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
- Særligt for småbørn. Barnet må få modermælk indtil 3 timer før og modermælkserstatning indtil 4 timer før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her: RN.dk/fastevideo
Der kan gælde særlige regler for dig, fx hvis du er diabetiker, ryger, overvægtig eller gravid. Narkoselægen gennemgår reglerne med dig inden operationen.
Vask dig grundigt og fjern makeup, neglelak og løse genstande
- Tag bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe.
- Undlad at smøre dig med creme, da det gør desinfektion vanskeligere.
- Tag rent tøj på. Vi anbefaler blødt og behageligt tøj.
- Fjern makeup, kunstige negle, neglelak og gel-lak. Under operationen skal vi kunne iagttage dine huds naturlige farver.
- Fjern løse dele, fx smykker, piercinger, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion. Desuden kan metal på kroppen blive så varmt ved nogle typer indgreb, at der er risiko for brandsår.
- Daglige hjælpemidler, fx briller, høreapparat og tandprotese, tager vi af dig lige inden operationen.
- Kontaktlinser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
-
Du er lokalbedøvet, når du vågner
Under operationen lægger narkoselægen en såkaldt blokade. Det er en lokalbedøvelse af nerverne i armen, som gør, at du ikke har så ondt, i de første timer efter du vågner. Blokaden virker i 10-12 timer. Blokaden kan føles som en lammelse af armen, men det går over igen. Se pjecen ”Bedøvelse og smertebehandling i forbindelse med operation i hånd, skulder eller albue”.
Hjem samme dag
Du kan tage hjem samme dag, men du skal afsætte hele dagen til operationen, da der kan være ventetid både før og efter operationen.
Hold armen i ro
Du må ikke belaste albuen i 6 uger, og i de første 2 uger skal du have bandagen på. Til at aflaste og støtte armen i bandagen bliver du udstyret med en armslynge (collar’n`cuff). For at forebygge stivhed i skulderen og hævelse af armen, skal du flere gange dagligt tage armen ud af slyngen, bevæge skulderen og lave venepumpeøvelser. Du bliver instrueret af en plejepersonalet eller en fysioterapeut.

Du får en armslynge (collar’n’cuff) til at støtte armen i bandagen.
Du får instruktion om genoptræning
Efter udskrivelsen får du tilsendt en genoptræningsplan, som er udarbejdet af en fysioterapeut.
Efter cirka 2 uger bliver du indkaldt til træning med en fysioterapeut. Det foregår på det hospital, der ligger nærmest din bopæl. I nogle tilfælde vil fysioterapeutens instruktion foregå over telefon, dagen efter du er blevet udskrevet.
Du bliver også vejledt i, hvordan du klarer almindelige daglige gøremål.
-
Aftal at have en pårørende hos dig
Vi anbefaler, at du har en pårørende hos dig de første 24 timer efter operationen. Din pårørende skal holde øje med eventuelle eftervirkninger fra bedøvelse eller medicin og sørge for, at du får hvile.
Bestil tid hos lægen
Du skal selv kontakte din egen læge og bestille tid til at få fjernet clips og afmonteret bandagen cirka 14 dage efter operationen. Du får udleveret en tang på hospitalet, som din læge skal bruge til at fjerne clips.
Tag smertestillende medicin
Inden du tager hjem efter operationen, får du recepter på smertestillende medicin og en medicinliste, som vi gennemgår med dig.
Recepter sendes elektronisk, og du kan hente medicinen på hvilket som helst apotek i Danmark. Efter 2-3 uger vil de værste smerter være væk, og du vil begynde at mærke langsom fremgang.
Lindr smerterne
Du kan også lindre smerter ved at gøre følgende:
- Følg den ordinerede smerteplan.
- armslynge, når du går og står
- pude under armen, når du sidder eller ligger ned.
Kontakt os ved tegn på infektion
Oplever du tegn på infektion som varme, hævelse, rødme og smerter omkring såret, skal du ringe til os.
-
Som ved andre operationer er der risiko for infektion. Det forebygger vi ved at give dig antibiotika lige inden operationen.
Beskadigelse af større blodkar og nerver forekommer sjældent.
Fornyet læsion kan forekomme, hvis reparationen ikke har været solid eller senen mod forventning ikke vokser fast. Læsion kan også forekomme, hvis du ikke overholder de anbefalinger, som du bliver instrueret i.
-
Du bliver indkaldt til kontrol ved en terapeut cirka 2 uger efter operationen, hvor du bliver instrueret i ubelastede bevægeøvelser.
Du skal derudover til kontrol på hospitalet cirka 6 uger efter operationen.
-
Pas på, at bandagen ikke bliver våd
Du må gerne tage brusebad med bandagen på, men det er vigtigt, at den ikke bliver våd. Beskyt derfor bandagen med en badepose, når du går i bad. Hvis den alligevel bliver våd, kan du tørre den let med en føntørrer. Undgå badekar, spabad og svømmehal.
Stram bandagen efter behov
Din bandage skal slutte tæt til armen i hele perioden, hvor du har den på.
Når hævelsen aftager, kan bandagen blive for stor og have tendens til at glide ned. Er du fortrolig med bandagen, kan du blive vejledt i, hvordan du kan løsne og stramme bandagen. Hvis du ikke selv kan rette bandagen til, og du ikke har personale omkring dig, som kan hjælpe dig, kan vi kontakte hjemmeplejen for dig, eller vi kan indkalde til kontrol.
Sygemeld dig
Hvis du er i arbejde, skal du sygemelde dig. Hvor længe du skal være sygemeldt afhænger af, hvor meget du bruger din arm i dit job. Forvent at du skal være sygemeldt i mindst 6 uger. Hvis du har et job, som belaster albuen, skal du forvente af være sygemeldt i mindst 3 måneder. Hvis du har fysisk arbejde, kan en længere sygemelding være nødvendig.
Vent med sport
Vi fraråder, at du dyrker sport, der involverer armen, i de første 3 måneder, da der ellers er risiko for, at senen kan briste igen.
Er du i tvivl, kan du spørge terapeuten, som instruerer dig i træningsforløbet.
-
Har du spørgsmål til operationen, er du velkommen til at kontakte os.
Skulder- og Albueambulatorium, Farsø
Tlf. 97 65 30 20
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 9.00 – 13.00
Se vores hjemmeside: https://aalborguh.RN.dk/orto-far_skulder-albue
Ortopædkirurgisk Ambulatorium, Hjørring
Tlf. 97 64 16 16
Vi træffes bedst:
Mandag – fredag 8.00 – 14.00
Se vores hjemmeside: https://aalborguh.RN.dk/orto-hj
Ambulatorium for Ortopædkirurgi, Frederikshavn
Tlf. 97 64 19 17
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.30 – 15.00
Se vores hjemmeside: https://aalborguh.RN.dk/orto-frh
Ortopædkirurgisk Ambulatorium, Thisted
Tlf. 97 65 06 21
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00
Se vores hjemmeside: https://aalborguh.RN.dk/orto-thi