Inden operation for håndledsbrud
Du skal opereres i dit håndled på grund af fejlstilling i bruddet. Fejlstilling betyder, at knoglerne skal reguleres for at komme tilbage i deres normale leje. Denne pjece fortæller dig, hvordan du skal forholde dig i mellemtiden og forberede dig til operationen.
-
Du skal opereres i dit håndled på grund af fejlstilling i bruddet. Fejlstilling betyder, at knoglerne skal reguleres for at komme tilbage i deres normale leje. Denne pjece fortæller dig, hvordan du skal forholde dig i mellemtiden og forberede dig til operationen.
-
Sygemeld dig
Du skal sygemelde dig, mens du venter på at få en videre plan fra den læge, der skal operere dig. Brug hånden mindst muligt, men bevæg gerne fingrene inden for smertegrænsen.
Modvirk hævelse i hånden
Sørg for at væske kan løbe fra hånden. Det gør du ved at placere hånden højt – over hjertehøjde - når du sidder eller ligger. Hvil den fx på en pude.
Tag gerne smertestillende medicin
Du får enten medicin med hjem, eller du får en recept på smertestillende medicin, som du må tage ved behov.
-
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her: RN.dk/fastevideo
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup, neglelak og kunstige negle på operationshånden. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver. OBS: Hvis kunstige negle ikke er fjernet, renses de af med farvet klorhexidin, og der er risiko for misfarvning.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur, piercinger og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Medbring løst tøj
Klæd dig på i løst tøj eller medbring ekstra tøj, som let kan tages af og på, selvom du får lagt gips eller stativ. Tag desuden et par sandaler/klipklapper på, som du selv kan tage af og på ved hjælp af den raske hånd.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Ortopædkirurgisk Afdeling, Farsø
Håndkirurgisk Ambulatorium
Tlf. 97 65 30 30
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 9.00 – 13.00
Sengeafsnit O4
Tlf. 97 65 30 50