Behandling med hoftespica af sent erkendt hofteskred
Dit barn har fået konstateret hofteskred. Det vil sige, at hofteledsskålen ikke er normalt udviklet, og der derfor er stor risiko for, at lårbenshovedet glider ud af hofteledsskålen.
-
-
Vi behandler hofteskred med en såkaldt hoftespica. En hoftespica er en plastikgips, der anlægges tæt omkring bækkenet og begge ben. Gipsen er polstret indvendigt med stof og vat.
Hele anlæggelsen af hoftespica foregår i fuld bedøvelse.
Før vi anlægger hoftespica, undersøger vi, om barnets ledhoved går på plads i ledskålen og står stabilt. Hvis dette er tilfældet, anlægger vi en hoftespica fra navle til knæ eller ankel.
Hvis barnet er ældre end 6 måneder, er det ofte nødvendigt at åbne til hofteleddet for at sætte ledhovedet rigtigt på plads i ledskålen. Efterfølgende anlægger vi en hoftespica, der går ned til ankelleddet på det opererede ben og til knæleddet på det andet ben.
Det varierer fra barn til barn, hvor længe spicaen skal sidde på. Hvis spicaen skal sidde i mange uger, og barnet derfor vil vokse ud af den, planlægger vi skift af spicaen undervejs i forløbet. Også skift af spica vil foregå i fuld bedøvelse.
Afhjælp hævede ben og fødder
Barnets ben/fødder kan hæve, fordi de ikke bliver brugt, som de plejer. Du kan afhjælpe dette ved at løfte (elevere) ben/fødder op over hjertehøjde. Det er fx en god idé at hæve fodenden på barnets seng. Desuden er det godt at hjælpe barnet med at få bevæget ankelled og knæled igennem flere gange om dagen.
Hoftespicaen er en plastikgips, der anlægges omkring bækken og begge ben, og som fastholder hofteleddet, indtil det er helet.
-
Nogle børn bliver bedøvet, når spicaen skal tages af efter endt behandling. Det skyldes, at vi skal undersøge bevægeligheden, mens vi tager røntgenbilleder.
Andre børn får blot taget spicaen af ved et besøg i ambulatoriet. I ambulatoriet bliver spicaen taget af med en sav. Saven vibrerer og larmer, men kan ikke skære i barnets hud. Polsteret under hoftespicaen klippes op med en saks.
Forbered afledning og forebyg ømhed
Når hoftespicaen tages af i ambulatoriet, er det en god idé at tage noget med, der afleder barnet, fx noget spiseligt eller en telefon med film, billeder eller spil.
Det er også en god idé at give barnet paracetamol, 1 time før hoftespicaen tages af. Følg dosis på indlægssedlen. Årsagen er, at det kan gøre ondt at bevæge hofteleddene igen, efter at de har været ”låst fast” af spicaen i mange uger.
-
Lejring med hoftespica
Mens hoftespicaen er på, kan barnet ligge på maven, ryggen og siderne.
- Når barnet er lejret på ryggen, kan du lægge en pude eller et tæppe under barnets ben.
- Når barnet ligger på siden, skal det have en pude i ryggen og mellem benene.
Du bør lejre barnet med støttende tæpper og puder, mens barnet har hoftespica.
Forbered tøj i en større størrelse
Det kan være en god idé at købe strømpebukser, joggingbukser og bodystocking 1-2 numre større, end barnet ellers bruger, da hoftespicaen fylder en del. Det kan desuden være en praktisk løsning at sy knapper eller lynlås i barnets bukser på indersiden – altså mellem barnets ben – så det er lettere at skifte ble. Det er også muligt at købe special tøj på internettet. Søg på ”dysplasia tøj”.
Ble-teknik og beskyttelse af gipsen
Når vi anlægger hoftespicaen, skaber vi plads til, at bleen kan komme ind under spicaen. Snipperne på bleen klippes af, så de ikke sidder fast inde i spicaen. Bleen skubbes op under spicaen foran, mens barnet ligger på ryggen. Når barnet vendes om på maven, bliver der plads til, at bleen kan skubbes op under spicaen bagtil.
Det er vigtigt, at bleen sidder godt til ved benene, og at du kigger til den oftere end normalt, så der ikke kommer urin og afføring på gipsen.
Vi anbefaler, at du forer kanterne på spicaen i lysken med almindelige hygiejnebind, som kan skiftes ved uheld. Du kan desuden putte vat ind under spicaen langs kanten for at forhindre, at snavs kommer ind i bandagen.
Skulle det ske, at hoftespicaen bliver våd og nusset i kanterne, kan du vaske med lidt lunkent vand. Plasteret, som beklæder kanten på spicaen, kan skiftes, hvis det bliver meget snavset. Plasteret hedder ”MeFix Fikseringsplaster 5 cm x 2,5 m” og kan fx købes på www.webapoteket.dk
Pasning af barn med spica
I forbindelse med operation og hoftespica kan der være behov for, at en forælder er hjemme og passer barnet. For at undersøge regler for hjælp til tabt arbejdsfortjeneste og lignende, kan du kontakte vores socialrådgiver. Se info i kontaktboksen.
Barnet må gerne komme i dagpleje eller vuggestue, men der er behov for, at en person kan være nær omkring barnet. Tal derfor med dagpleje eller vuggestue, om de har mulighed for dette, fx i kortere perioder/tidsintervaller, så barnet kan komme ud blandt andre børn.
Kontakt os ved gener fra gipsen
Der kan forekomme trykmærker fra gipsen, og det kan blive nødvendigt at tilrette gipsen eller polsteret. Tøv ikke med at kontakte os.
Transport af barn med spica
Barnet kan ikke bruge en almindelig autostol, mens det har spica på. Du kan forhøre dig hos Ønskebørn vedrørende leje af autostol til børn med hofteskred. Tal med sygeplejersken i ambulatoriet om dette.
Barnet kan også transporteres i bus spændt fast i en barnevogn/klapvogn.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Der findes desuden en Facebook-gruppe, hvor du kan søge flere gode råd. Gruppen hedder ”hofteskred.dk”.
Ortopædkirurgisk Ambulatorium
Tlf. 97 66 23 94
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 9.00 – 14.00
Socialrådgiver
Lydia Schmidt
Tlf. 24 90 12 94
Mail: lydia.schmidt@RN.dk