Kemoterapi med Taxol og 5-FU
Du skal i behandling med Taxol og 5-FU, som begge er kemoterapi.
-
Du skal i behandling med Taxol og 5-FU, som begge er kemoterapi.
Taxol er et celledræbende stof, der påvirker og hæmmer især kræftcellers vækst. Taxol er et stof, der stammer fra barken på et takstræ. Det er et plantestof, som kan give allergiske reaktioner.
5-FU er et celledræbende stof, der påvirker og hæmmer især kræftcellers vækst.
Du skal have kemoterapi i såkaldte behandlingsserier. Hver serie strækker sig over 3 uger. Behandlingen foregår ambulant og kræver ikke indlæggelse.
Noget af kemobehandlingen får du, mens du er i dagafsnittet. Noget andet skal du have i en kemopumpe, som du kan tage med hjem.
Anlæggelse af veneport til kemobehandling
For at du kan få behandlingen i en kemopumpe hjemme, er det nødvendigt at anlægge en såkaldt port-a-cath (veneport), der bliver opereret ind under huden ved det ene kraveben. Kammeret er forbundet med en tynd slange, der går ind i en blodåre. Operation foregår i lokalbedøvelse og foretages enten samme dag, som du påbegynder kemoterapien, eller få dage inden. Det får du mere information om ved samtalen med lægen og sygeplejersken.
På behandlingsdagen
Den første dag i hver serie foregår behandlingen i dagafsnittet, og du skal forvente at bruge cirka 4 timer.
- Dag 1. Behandling via veneport på hospitalet. Du får behandling med Taxol i veneporten. Det tager cirka 3 timer. Når denne del af behandlingen er gennemført, monteres en pumpe med 5-FU, som sørger for konstant behandling med kemostoffet i 120 timer. Du kan tage hjem, når pumpen er monteret. Du kan bære pumpen i en bæltetaske, som du får udleveret, eller i en skjortelomme.
- Din vægt registreres.
- Du får udleveret kvalmestillende medicin.
- Dag 2-5. Behandling hjemme. Du får fortsat konstant behandling via pumpen.
- Dag 5. Afmontering af pumpen. På den 5. behandlingsdag skal pumpen afmonteres. Dette kan ske i en af kommunens sygeplejeklinikker, eller også kan der komme en hjemmesygeplejerske og afmontere pumpen. Dette arrangeres af sygeplejersken, der giver dig behandlingen.
I uge 2 og 3 holder du pause med behandlingen.
Lægen fortæller dig, hvor mange behandlinger du skal have. Efter hver 3. serie skal du CT-skannes, så vi kan vurdere effekten af behandlingen.
Husk at få taget blodprøver inden behandlingen
Du skal have taget blodprøver hverdagen før hver behandling. Blodprøverne skal tages på et sygehus inden klokken 9.00.
Bestil tid til blodprøven påbooking.RN.dk. Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget blodprøven.
Vi kontakter dig per telefon, hvis dine blodprøvesvar ikke er, som de skal være, for at vi kan give dig behandling.
Vigtigt: Tag den forebyggende medicin
Du har fået udleveret forebyggende medicin mod allergisk reaktion. Den skal du tage dagen før behandlingen og på behandlingsdagen. Det er vigtigt, at du husker dette.
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Træthed.
- Kvalme og opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får udleveret kvalmestillende medicin. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
- Hårtab. Hvis du får brug for det, kan du få en paryk eller kasket. Håret vokser ud igen, når du er færdig med behandlingen.
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, så dit immunforsvar kan blive påvirket. Derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling.
- Føleforstyrrelser i hænder og fødder.
- Forstoppelse og diarré. Forstoppelse og diarré kan forekomme på grund af både kemoterapien og den kvalmestillende medicin. Du kan få medicin mod generne, hvis du har brug for det. Diarré er minimum 4 tynde afføringer på 1 dag. Husk at drikke rigeligt med væske, cirka 2 liter i døgnet. Kontakt os, hvis du har diarré i mere end 24 timer.
- Allergisk reaktion. Du får forebyggende medicin for at undgå en allergisk reaktion.
- Led- og muskelsmerter. Du kan afhjælpe smerterne med smertestillende håndkøbsmedicin.
- Irriteret slimhinde i munden. Slimhinden i munden kan blive rød og irriteret. Du kan forebygge irritation ved at børste tænder jævnligt, og du kan lindre generne ved at skylle munden i kamillete.
- Irritation af øjne. Slimhinderne i øjnene kan blive irriterede, og du kan opleve, at øjnene løber i vand. Du kan eventuelt afhjælpe generne med kunstig tårevæske, som vi kan give dig ved behov.
- Irritation af huden. Huden kan blive rød, tør og sviende, særligt i håndflader og på fodsåler. Du kan til en vis grad forebygge generne ved at smøre huden med en fed creme allerede fra begyndelsen af behandlingen.
- Smerter i brystkassen. Medicin kan i få tilfælde give blodprop i hjertet. Hvis du får stærke smerter midt i brystet, der stråler ud til armen og/eller kæben, skal du straks ringe 1-1-2.
Kontakt os ved disse symptomer
- Feber på 38½ grader eller derover (målt i endetarm eller øre)
- Føleforstyrrelser i hænder eller fødder
- Blødning eller tegn på infektion fra slimhinder, fx i tandkødet
- Svimmelhed, træthed og hovedpine
- Diarré, som ikke stopper, selvom du har taget stoppende medicin og fulgt den vejledning, vi har givet dig.
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os.