Kemoterapi med Topotecan
-
Du skal i behandling med Topotecan, som er kemoterapi.
Topotecan er en cellegift, der påvirker og hæmmer især kræftcellers vækst. Formålet med behandlingen er at lindre dine eventuelle symptomer. I nogle tilfælde kan den få kræften til at svinde i kortere eller længere tid.
Du skal have kemoterapi i såkaldte behandlingsserier. Hver serie strækker sig over 3 uger. Behandlingen foregår ambulant og kræver ikke indlæggelse.
- I uge 1, dag 1-5, skal du have Topotecan i en blodåre via et drop. Det skal gives med 24 timers mellemrum +/- 2 timer.
- I uge 2 og 3 holder du pause med behandlingen.
Du bliver CT-scannet efter hver 3. behandling. Du skal til samtale med en læge ved begyndelsen af hver ny behandlingsserie (dag 1). Til lægesamtalen evaluerer vi svaret på din skanning, og vi taler om, hvordan du har det. I fællesskab beslutter vi, hvor mange kemo-behandlinger du skal have.
På behandlingsdagen
På behandlingsdagen sker følgende:
- Du kommer til samtale hos lægen.
- Du får Topotecan i en blodåre i et drop over 30 minutter. Dette gentages 5 dage i træk på cirka samme tidspunkt af dagen.
- Du får udleveret kvalmestillende medicin.
Husk at få taget blodprøver hverdagen inden din behandling. Med blodprøverne undersøger vi, hvordan dit immunforsvar og din blodprocent er. Vi undersøger også dine salte i blodet, samt hvordan dine nyrer og din lever fungerer. I nogle tilfælde kan vi blive nødt til at udsætte din behandling nogle uger, hvis ikke blodprøverne er, som de skal være.
Blodprøverne skal tages på et hospital inden klokken 9.00. Vi kontakter dig pr. telefon, hvis dine blodprøvesvar ikke er, som de skal være, for at vi kan give dig behandling. Vi ringer ofte fra et hemmeligt nummer. Bestil tid til blodprøven påhttps://booking.RN.dk
Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget blodprøven.
Husk at tage den forebyggende medicin
I forbindelse med behandlingen skal du tage forebyggende medicin mod kvalme på behandlingsdagen. Tag medicinen på den dato og det klokkeslæt, der står i den plan, du har fået udleveret.
Udfyld Ambuflex
Svar på spørgsmålene i Ambuflex 2 hverdage før behandling. Har du en tid til behandling om mandagen, skal du svare senest fredag morgen kl. 9.00.
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Træthed.
- Kvalme og opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin både forebyggende og efter behov. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
- Let hårtab. Hvis du får brug for det, kan du få en paryk eller kasket. Håret vokser ud igen, når du er færdig med behandlingen.
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, så dit immunforsvar kan blive påvirket. Derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling.
- Diarré. Du kan få diarré, det vil sige minimum 4 tynde afføringer på 1 dag. Du kan afhjælpe diarréen ved at tage 2 styk tablet Imodium® ved første diarré, herefter 1 styk hver 2. time, indtil der er gået 12 timer, hvor du ikke har haft diarré. Husk at drikke rigeligt med væske, cirka 2 liter i døgnet.
- Påvirkning af slimhinder i øjne, mund, mave og tarm. Det kan give svie, ømhed og svamp i munden samt ondt i maven med forstoppelse eller diarré.
- Nedsat lyst og evne til seksuelt samvær. Kemoterapien kan påvirke lysten til seksuelt samvær. Derudover kan kvinder opleve tørhed i skeden, og mænd kan få rejsningsproblemer.
Hvis du får svære bivirkninger af behandlingen, kan vi blive nødt til at holde pause eller afbryde behandlingen helt.
Mad og drikke
Du må spise og drikke, som du plejer.
Kosttilskud
Tager du kosttilskud, vil vi rigtig gerne vide det. Det kan i nogle tilfælde have indflydelse på din behandling.
Kontakt os ved disse symptomer
- Feber på 38½ grader eller derover
- Føleforstyrrelser i hænder eller fødder
- Blødning eller tegn på infektion fra slimhinder, fx i tandkødet
- Svimmelhed, træthed og hovedpine
- Diarré, som ikke stopper, selvom du har taget stoppende medicin og fulgt den vejledning, vi har givet dig.
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os.