Kemoterapi med Irinotecan (CPT-11), 5 FU og Leucovorin
Du skal i behandling med kemoterapi med de medicinske stoffer Irinotecan (CPT-11), 5 FU og Leucovorin.
-
Du skal i behandling med kemoterapi med de medicinske stoffer Irinotecan (CPT-11), 5 FU og Leucovorin.
Irinotecan
Irinotecan er et cellegift, der påvirker og hæmmer især kræftcellers vækst.
5 FU
5 FU er en cellegift, der påvirker og hæmmer især kræftcellers vækst.
Leucovorin
Leucovorin er et B-vitamin (folinsyre), som forstærker virkningen af 5 FU.
Du skal have kemoterapi i såkaldte behandlingsserier. Hver serie strækker sig over 2 uger. Behandlingen foregår ambulant og kræver ikke indlæggelse.
- På den 1. behandlingsdag (dag 1) får du både Irinotecan, 5 FU og Leucoverin.
- På den 2. behandlingsdag (dag 12) får du 5 FU og Leucoverin.
- I den 2. uge holder du pause med behandlingen.
Lægen fortæller dig, hvor mange behandlinger du skal have.
På 1. behandlingsdag
På 1. behandlingsdag sker følgende:
- Du bliver vejet.
- Inden behandlingen får du en indsprøjtning med Atropin i overarmen. Atropin modvirker akutte mavesmerter og pludselig diarré.
- Du får Irinotecan i en blodåre i et drop over 30 minutter.
- Herefter får du 5 FU i en blodåre i et drop over 5 minutter.
- Dernæst får du saltvand via droppet over ½ time.
- Til sidst får du Leucovorin i en blodåre i et drop over 5 minutter.
- Du får udleveret kvalmestillende medicin.
På 2. behandlingsdag
På 2. behandlingsdag sker følgende:
- Du får 5 FU i en blodåre i et drop over 5 minutter.
- Herefter får du saltvand i en blodåre i et drop over ½ time
- Til sidst får du Leucovorin i en blodåre i et drop over 5 minutter.
Husk at få taget blodprøver inden behandlingen
Du skal have taget blodprøver hverdagen før hver behandling. Blodprøverne skal tages på et sygehus inden klokken 9.00. Vi kontakter dig per telefon, hvis dine blodprøvesvar ikke er, som de skal være, for at vi kan give dig behandling.
Bestil tid til blodprøven påbooking.RN.dk. Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis), når du skal have taget blodprøven.
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Træthed
- Kvalme og opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin både forebyggende og efter behov. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
- Let hårtab. Hvis du får brug for det, kan du få en paryk eller kasket. Håret vokser ud igen, når du er færdig med behandlingen.
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, så dit immunforsvar kan blive påvirket. Derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling.
- Føleforstyrrelser i hænder og fødder. Du kan få prikkende og sovende fornemmelser i hænder og fødder. Hvis du mærker dette, er det vigtigt, at du siger det til os.
- Påvirkning af nyrerne. Nyrerne kan påvirkes af kemoterapien. Derfor er det vigtigt, at du drikker 2-2½ liter væske i døgnet under og efter behandlingen.
- Svimmelhed og synsforstyrrelser. Du kan opleve svimmelhed og synsforstyrrelser inden for det første døgn efter behandlingen. Derfor bør du ikke køre bil samme dag, som du får behandling
- Svedeture og tåreflåd. Du kan opleve svedeture, og at dine øjne løber i vand, i forbindelse med behandlingen. Du får forebyggende medicin mod dette inden behandlingen.
- Forstoppelse. Forstoppelse kan forekomme på grund af både kemoterapien og den kvalmestillende medicin. Du kan få medicin mod generne, hvis du har brug for det.
- Diarré. Du kan få diarré, det vil sige minimum 4 tynde afføringer på 1 dag. Du kan afhjælpe diarréen ved at tage 2 styk tablet Imodium® ved første diarré, herefter 1 styk hver 2. time, indtil der er gået 12 timer, hvor du ikke har haft diarré. Kontakt os, hvis du har diarré i mere end 24 timer. Husk at drikke rigeligt med væske, cirka 2 liter i døgnet.
- Irritation af øjne. Slimhinderne i øjnene kan blive irriterede, og du kan opleve, at øjnene løber i vand. Du kan eventuelt afhjælpe generne med kunstig tårevæske, som vi kan give dig ved behov.
- Irriteret slimhinde i munden. Slimhinden i munden kan blive rød og irriteret. Du kan forebygge irritation ved at børste tænder jævnligt, og du kan lindre generne ved at skylle munden i kamillete.
- Irritation af huden. Huden kan blive rød, tør og sviende, særligt i håndflader og på fodsåler. Du kan til en vis grad forebygge generne ved at smøre huden med en fed creme allerede fra begyndelsen af behandlingen.
- Mørke blodårer. De blodårer, som du får medicinen i, kan blive mørkere. Det har kun kosmetisk betydning og skyldes 5 FU. Den mørkere farve forsvinder over tid efter endt behandling.
Kontakt os ved disse symptomer
- Feber på 38½ grader eller derover
- Føleforstyrrelser i hænder eller fødder
- Blødning eller tegn på infektion fra slimhinder, fx i tandkødet
- Svimmelhed, træthed og hovedpine
- Diarré, som ikke stopper, selvom du har taget stoppende medicin og fulgt den vejledning, vi har givet dig.
Følg vores anvisninger
Det er vigtigt, at du nøje følger de anvisninger, vi giver dig med hjem. Kontakt os, hvis du er i tvivl om noget.