Operation i øret
Du skal opereres i øret – en operation, der også kaldes tympanoplastik.
Formålet med operationen er at opnå et tørt og stabilt øre, som kan tåle vand. Samtidig tilstræber vi, at du opnår den bedst mulige hørelse. Før operationen taler vi med dig om, i hvilken grad det lader sig gøre for dig.
-
Du skal opereres i øret – en operation, der også kaldes tympanoplastik.
Formålet med operationen er at opnå et tørt og stabilt øre, som kan tåle vand. Samtidig tilstræber vi, at du opnår den bedst mulige hørelse. Før operationen taler vi med dig om, i hvilken grad det lader sig gøre for dig.
-
Indgrebet foregår som dagkirurgi.
Under operationen er du fuldt bedøvet. Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Operationen kan enten foregå gennem øregangen eller via et snit i huden bag øret. Hvis du skal opereres bag øret, vil vi fjerne håret bag og over øret før operationen. Under operationen fjerner vi sygt væv og betændelse i øret. Derefter bliver der foretaget en genopbygning af øreknogler og trommehinde.
Det er individuelt, hvor lang tid operationen varer. Den kan vare fra 1 time og op til 4 timer.
Efter operationen bliver du kørt til Opvågningen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter operationen. Du har stadig drop i hånden og ilt i næsen. Du har gaze og vat i det opererede øre, og du har eventuelt en forbinding bag øret.
Du bliver som udgangspunkt udskrevet senere samme dag, men i enkelte tilfælde kan det være nødvendigt at blive på hospitalet natten over.
-
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.rn.dk/sadan-faster-du-for-en-operationVask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe. Tag også renvasket tøj på. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen, skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern smykker, ur, piercinger og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese kan bæres, indtil du skal bedøves.
- Kontaktlinser. Linser må du beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
-
Du bliver observeret i nogle timer
Efter operationen hviler du nogle timer, mens vi observerer dig. Du får serveret mad og drikke, når du har lyst til dette. Du må stå ud af sengen, så snart du føler dig klar til det.
Du får udleveret et implantatpas
Hvis du har fået indopereret en protese, vil du inden udskrivelsen få udleveret såkaldt implantatpas til brug ved eventuel skanning.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Er indgrebet forløbet planmæssigt, bliver du udskrevet senere samme dag og kan tage hjem. Sørg for at have en pårørende hos dig efter operationen. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet. Vi anbefaler også, at du ikke betjener maskiner det første døgn, da din reaktions- og vurderingsevne kan være påvirket efter operationen.
-
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter operationen. Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger af typen af dit arbejde. Hvis dit arbejde er fysisk hårdt, skal du forvente at være sygemeldt i 3 uger. Hvis dit arbejde ikke er fysisk hårdt, skal du forvente at være sygemeldt i 1-2 uger. For børn er der også anbefalinger i forhold til sygemelding fra institution eller skole. Lægen vil fortælle dig om, hvor længe du bør sygemelde dig.
Fjern forbindingen
Du skal selv fjerne forbindingen bag øret dagen efter operationen. Der er som regel ingen sting, du skal være opmærksom på, da såret oftest er syet indefra.
Ved hudtransplantat vejledes du i pleje af dette inden udskrivelsen.
Skift kun vattet, hvis det er nødvendigt
Det er helt normalt, at der kommer lidt blod eller væske på vattet i øret i de første dage efter operationen. Du skal kun skifte vattet, hvis det er helt gennemvædet. Ellers risikerer du, at du hiver gazen med ud sammen med vattet. Gazen skal blive i øret, indtil du skal til kontrol.
Undgå vand i øret
Der må ikke komme vand i øret de første 3 uger efter operationen, og du må tidligst svømme 6 uger efter operationen. Hold eventuelt et glas for øret, når du skal vaske hår.
Undgå at bøje hovedet nedad
Undgå at bøje hovedet nedad den første uge efter operationen, da det kan forårsage trykstigning i øret. Tænk over dette i din dagligdag.
Forvent, at du kan være svimmel
Du kan opleve svimmelhed i få dage efter operationen. Det er normalt, og svimmelheden er som regel forbigående. Ved længerevarende og eventuelt tiltagende svimmelhed, skal du kontakte os.
Tag den med ro i den første tid
De første 3 uger efter operationen må du ikke dyrke sport eller lave andre fysisk krævende aktiviteter. Du skal også undgå at løfte tunge ting.
Tag smertestillende efter behov
Du kan opleve lette smerter eller ubehag i den første tid efter operationen. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb, fx Panodil®.
Undlad at flyve i 3 uger
Vi fraråder, at du flyver i de første 3 uger efter operationen, da dette kan medføre trykændringer i øret, som kan forværre operationsresultatet.
Kontakt os, hvis du oplever problemer i den første tid efter operationen
Kontakt ambulatoriet eller sengeafdelingen, hvis du får feber over 38 grader, hvis du bliver tiltagende svimmel, får stærke smerter, eller det begynder at sive kraftigt fra øret.
-
Der er risiko for komplikationer ved alle kirurgiske indgreb.
Komplikationer ved operation i øret kan være svimmelhed, smagsforstyrrelser, hørenedsættelse, samt påvirkning af ansigtsnerven og infektion.
-
Du kan forvente kontrol hos os 2-3 uger efter operationen. Du vil få en tid til kontrol, inden du bliver udskrevet, eller via digitalt post/brev. Ved denne kontrol fjernes din forbinding fra øret samt eventuelle sting.
Vi tilstræber kontrol igen 3-4 måneder efter din operation. Ved denne kontrol laves der en høreprøve, og du skal desuden til kontrol hos en læge. Indkaldelsen modtager du i enten digital post eller med brev.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Øre-, Næse-, Halskirurgisk Ambulatorium
Tlf. 97 66 27 11
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.30 – 14.30
H-Opvågning
Tlf. 97 66 17 48
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 7.00 – 17.00
Sengeafsnit NHH
Tlf. 97 66 24 30
Vi træffes bedst: Hverdage efter 14.30 og i weekender
Når du skal på hospitalet med dit barn
Klik på linket herunder eller skan QR-koden med kameraet i din telefon for at se informationsmateriale, der kan hjælpe dig og dit barn med besøget hos os: