Behandling af uveitis med TNF-hæmmere
Du skal i behandling for din uveitis med såkaldte TNF-hæmmere. Medicinen anvendes, når anden behandling enten ikke har haft tilstrækkelig effekt, eller hvis den har givet for mange bivirkninger.
TNF er et naturligt signalstof i kroppen, som spiller en vigtig rolle i inflammation (betændelse). Ved autoimmune sygdomme producerer kroppen for meget TNF, hvilket fører til vedvarende betændelse og risiko for vævsskade. TNF-hæmmere virker ved at dæmpe betændelsestilstanden og dermed immunforsvarets angreb på kroppens eget væv.