Når du er pårørende på Nyremedicinsk Sengeafsnit
I denne information kan du læse mere om, hvordan du som pårørende kan være med til at styrke kvaliteten af behandlingen og plejen, når en af dine nærmeste er indlagt på Nyremedicinsk Sengeafsnit 8 Øst.
-
I denne information kan du læse mere om, hvordan du som pårørende kan være med til at styrke kvaliteten af behandlingen og plejen, når en af dine nærmeste er indlagt på Nyremedicinsk Sengeafsnit 8 Øst.
-
Inddragelse af pårørende er ikke et spørgsmål om besparelser, men handler om at forbedre kvaliteten af behandlingen. Når vi inddrager de pårørende i behandlingen, vil vi øge patienternes grad af medbestemmelse i behandling og pleje.
Som pårørende kan du være en central til de informationer, der er vigtige for at forstå patientens situation. Du kan være med til at tilrettelægge behandling og pleje sammen med patienten, så det sker i overensstemmelse med dennes ønsker og behov.
Som pårørende kender du patientens vaner, reaktionsmønstre og hjemlige forhold. Du har ofte været sammen med patienten i hele behandlingsforløbet og ved derfor, hvad der er gået forud for indlæggelsen.
Du kan aktivt hjælpe patienten, når I er i kontakt med sundhedsvæsenet. Som pårørende er du en styrke for patienten, og du er med til at bibeholde dennes identitet.
-
På Nyremedicinsk Sengeafsnit 8 Øst bestræber vi os på et godt samarbejde med pårørende, hvor god kommunikation er i højsædet. Samarbejdet kan bestå af støtte til dagligdags aktiviteter, og de pårørende kan hjælpe til under indlæggelsen:
- Medbring tøj til patienten. Det styrker identiteten og selvfølelsen, at patienten har sit eget tøj på.
- Motivér patienten til at komme ud af sengen og gerne ud af afdelingen.
- Hjælp med at hente mad og drikke.
- Støt i situationer, hvor patienten er utryg og derfor har brug for fast vagt. Erfaring viser, at pårørende har en beroligende effekt.
- Støt patienten i at tage sin medicin. Medbring patientens egen medicin fra hjemmet.
-
Få adgang til internettet
For at få adgang til internettet, vælg netværket ”RNguest”. Derefter kan du logge på ved hjælp af MitID eller ved at modtage en kode på SMS.
Hjælp patienten med at få bevægelse
Vi har på afsnittet et træningshjørne med blandt andet motionscykel, håndvægte og stepbænk. Du må meget gerne støtte patienten i at benytte dette træningshjørne.
Der er også mulighed for at låne en sengecykel til brug på sengestuerne.
Aalborg Universitetshospital har en ordning med Aalborg Zoo. Aalborg Zoo tilbyder gratis entré til indlagte patienter på Aalborg Universitetshospital ved fremvisning af fastgjort armbånd på håndleddet eller indlæggelsesseddel fra Aalborg Universitetshospital. Tilbuddet gælder ikke ledsagere.
Spis gerne sammen med patienten
I caféen i forhallen kan du købe mad og drikke, som du gerne må tage med på afsnittet og nyde sammen med patienten.
Bestil eventuelt personlig pleje
Du kan bestille tid hos fodterapeut og frisør under indlæggelsen. Behandlingerne er for egen regning.
-
Besøgstider
Vi har ikke faste besøgstider på Nyremedicinsk Sengeafsnit 8 Øst. Vi bestræber os dog på, at der er ro på stuerne fra kl. 12.00 – 14.00 og efter kl. 21.00, og at du derudover tager hensyn til de andre patienter. Før kl. 14.00 henstiller vi til, at der kun er få pårørende til stede ad gangen.
Stuegang
Det kan være en god idé, at du som pårørende af og til deltager i stuegangen, da flere ører hører bedre. Hvis I ønsker en uddybende gennemgang af indlæggelsesforløbet, har I mulighed for at få en lægesamtale.
Forventningssamtale
For at højne samarbejdet mellem patienter og hospitalet tilbyder vi en forventningssamtale, hvor vi kan afstemme forventningerne til indlæggelsen samt imødekomme individuelle behov. Vi kan også tilbyde en samtale ved udskrivelsen, hvor I sammen med plejepersonalet tydeliggør planerne for fremtiden.
Kontakt med afdelingen
Vi anbefaler, at én pårørende har den primære kontakt med afsnittet og efterfølgende viderebringer informationer.
I forbindelse med udskrivelse findes der regler for, hvilken patientgruppe der er berettiget til kørselsordningen. Spørg sekretæren til råds. Ved orlov fra afsnittet gælder reglen om egenbetaling, og patienten skal selv afholde udgifter til transport.
Praktisk om tidspunkter
- Stuegang: hverdage 10.00 – 12.00. Varighed 15 minutter.
- Lægesamtale: tirsdag og onsdag 13.30.
- Forventningssamtale: finder sted inden for den første uges indlæggelse.
-
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os.
Nyremedicinsk Sengeafsnit 8 Øst
Tlf. 97 66 37 01
Vi træffes bedst efter 13.00