Drik vand i døgnet inden undersøgelsen
Du skal drikke rigeligt inden undersøgelsen. I det døgn, der leder op til undersøgelsen, skal du drikke minimum 1 liter vand.
Tag din vanlige medicin
Op til undersøgelsen må du gerne tage din vanlige medicin.
Kontakt os, hvis du er gravid eller ammer
Hvis du er gravid eller ammer, skal du kontakte afdelingen inden undersøgelsen, da dette kan have indflydelse på gennemførelse af undersøgelsen.
Påklædning på skanningsdagen
Du har som udgangspunkt dit eget tøj på under skanningen. Der er dog nogle forholdsregler, særligt omkring metal, som vi gerne vil, du tager hensyn til:
- Undlad smykker og piercinger.
- Undlad overdele med dekorationer af fx pailletter, nitter og knapper af metal.
- Bruger du BH, så tag gerne en sports-BH på, så vi undgår metallet i bøjler og låse.
Bestil tid til blodprøve inden undersøgelsen
Da du skal have kontrastvæske under din skanning, har vi brug for at vide, om dine nyrer fungerer, som de skal, og kan udskille kontrastvæsken efter skanningen. Det undersøger vi ved hjælp af en blodprøve, der måler dit P-kreatinin.
Du skal derfor bestille tid til en blodprøve (eGFR). Prøven skal tages 1-7 dage inden undersøgelsen. Du kan få taget prøven hos din egen læge eller på et hospital. Vær opmærksom på, at prøven ikke må være mere end 7 dage gammel på undersøgelsesdagen, da vi så ikke kan bruge prøvens resultat.